Historisk oprykning for Skovsgaard Boldklub fejret med manér
Skovsgaard – Søndag blev en historisk dag for Skovsgaard Boldklub, da klubbens førstehold sikrede sig oprykning til Jyllandsserien – det højeste niveau et hold fra Jammerbugt Kommune spiller på. Det blev fejret med både flag, taler og masser af smil i Iver Park, hvor hele byen mødte op for at hylde heltene.
Blandt de mange fremmødte var borgmester Magens Gade, men også formand for Fritids-, Kultur- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreasen (V), som holdt en medrivende og varm tale til spillerne og hele klubben.
– Kære alle. Først og fremmest: Tusind tak for invitationen – og stort tillykke med en helt fantastisk dag! Oprykningen til Jyllandsserien er en historisk bedrift – ikke bare for spillerne og trænerne, men for hele Skovsgaard og Jammerbugt Kommunes idrætsliv, sagde Helle Bak Andreasen og fortsatte:
– Fra august kan I kalde jer det højest rangerede fodboldhold i hele kommunen – det er da noget, der skal fejres med manér!
Mere end fodbold
Hun benyttede lejligheden til at rose ikke bare spillerne, men hele det netværk af frivillige, som er med til at få en lokal fodboldklub som Skovsgaard til at blomstre:
– Store sportslige øjeblikke som det her opstår ikke af sig selv. Bag hver kamp og hvert mål står frivillige. Forældre, trænere, kagebagere, banemænd – dem, der kører børnene til udekampe og dækker op efterfølgende. Det er dem, der holder klubben kørende – også når det regner og pointene udebliver.
Hun fremhævede også det stærke fællesskab og det generationsbånd, som præger både klubben og stadion:
– Iver Park opstod ikke af sig selv – det sammenhold, der er skabt på lægterne gennem generationer, ER noget særligt. Det er den benzin, der holder bolden trillende.
Spillere som forbilleder
Formanden rettede også en særlig hilsen til førsteholdets spillere, der nu skriver sig ind i klubbens historie:
– Tro det eller ej, I bliver også ældre, og nogen vil tænke tilbage på jer som ikoner for Skovsgaard Boldklub. I er forbilleder – og det forpligter, både på og uden for banen.
Hun afsluttede sin tale med at takke de mange frivillige og udtrykte sin store stolthed:
– I har vist, hvad man kan opnå, når man står sammen. Hvor andre måske tænkte, at det var en umulighed at nå så langt, så har I kæmpet – og vundet. Og det er godt at have med sig, også uden for banen.
Klar til nye udfordringer
Med oprykningen til Jyllandsserien venter nu nye modstandere og udfordringer for Skovsgaard Boldklub – men troen, sammenholdet og opbakningen fejler bestemt ikke noget i den lille by, hvor drømmen om mere allerede er i gang.
