ForsideBrovstHer undersøger og fjerner Region Nordjylland forurening i 2022

Her undersøger og fjerner Region Nordjylland forurening i 2022

I 2022 laver Region Nordjylland undersøgelser på 18 grunde for at vurdere, om jordforurening udgør en risiko for grundvandet eller menneskers sundhed. Derudover fjerner regionen forurening fra yderligere 4 grunde.

Undersøgelser og oprydning for 9,5 mio. kr.

I 2022 har Regionsrådet afsat 9,5 mio. kr. til større undersøgelser og oprensning af jord- og grundvandsforurening. Sammen med bevillingen har Regionsrådet vedtaget en indsatsplan for de steder i Nordjylland, hvor der skal udføres undersøgelser og oprydninger i år.

Region Nordjylland vil gennemføre større undersøgelser på 18 grunde, hvor der tidligere er konstateret forurening. Undersøgelserne skal være med til at vise, hvor stor en risiko forureningen udgør, og om der er behov for senere at rydde jordforureningen op. 

Udover undersøgelserne gennemfører regionen afværgeprojekter på 4 grunde, hvor jordforureningen fjernes eller inddæmmes, så den ikke længere udgør en risiko.

Grundvandet prioriteres højt

De mange forureninger i såvel Nordjylland som resten af landet betyder, at regionerne hvert år må prioritere indsatsen der, hvor risikoen for mennesker eller miljø er størst:

– I vores indsatsplan for 2022 har vi peget på hele 15 grunde, som skal undersøges, fordi der er en risiko for grundvandet. De udgør altså langt størsteparten af de i alt 18 grunde, vi laver forureningsundersøgelser på i Nordjylland i år. Det er en klar prioritering, fordi vi ser det som helt centralt at beskytte vores fælles grundvand. Sker der en forurening her, kan det få store konsekvenser for mange mennesker i mange år fremover, siger Lauge Larsen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Bæredygtig udvikling.

Fokus på pesticider og PFAS

En målrettet indsats for at beskytte grundvandet kræver opmærksomhed på en lang række af problemstoffer. I Region Nordjyllands indsatsplan er der bl.a. stort fokus på både pesticider og PFAS, da begge stofgrupper udgør en risiko for grundvandet og menneskers sundhed.

Selv meget små mængder af enten pesticidrester eller PFAS-stoffer kan ødelægge grundvandet i et stort område. Derfor er det vigtigt at skabe et solidt kendskab til omfanget af problemet i Nordjylland:

– Med planen for 2022 tager vi yderligere et skridt i en meget grundig kortlægning med blandt andet 3 undersøgelser af PFAS-forureninger, 3 undersøgelser af pesticider og 4 undersøgelser af tidligere lossepladser, siger Kenn Bloch Mortensen, kontorchef for Jordforurening i Region Nordjylland.

Regionens indsats på jordforureningsområdet bygger bl.a. på viden om, hvor i Nordjylland der tidligere har været aktiviteter, som kan have forurenet jorden og grundvandet. Ud af de ca. 13.000 grunde, regionen har fået kendskab til med en sådan historisk gennemgang, er der på nuværende tidspunkt påvist egentlig forurening på ca. 2.700 grunde. Dette tal ændrer sig løbende i takt med, at regionen hvert år udfører ca. 150 indledende undersøgelser på grunde, hvor der er mistanke om forurening.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER