Hent gratis beskyttelsesbriller i Synoptik i Fjerritslev
Hvert nytår er der én ting, dem der bliver opereret for alvorlige øjenskader, har til fælles: At de ikke bar beskyttelsesbriller. Det siger overlæge fra Rigshospitalet. Derfor uddeler Synoptik igen i år over 10.000 gratis beskyttelsesbriller i samarbejde med Synoptik Fonden.
Fra den 18. december kan du hente gratis beskyttelsesbriller til børn og voksne i Synoptik på Søndergade i Fjerritslev.
Når det nye år skal skydes ind, er det nemt at blive opslugt af farverne og festlighederne. Men midt i den gode stemning må sikkerheden ikke glide i baggrunden.
Alligevel tyder meget på, at det sker. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kom 210 danskere nemlig til skade på grund af fyrværkeri sidste nytår. Ikke mindst på øjnene.
Sara Brandi er ledende overlæge på Rigshospitalets afdeling for øjensygdomme og har i 7 år opereret de danskere, der får alvorlige øjenskader i forbindelse med nytår. Hun siger, at alle dem, hun har opereret gennem årene, har begået den samme fejl:
”Jeg har gennem årene opereret alt for mange med alvorlige øjenskader efter nytåret. Ingen af dem bar beskyttelsesbriller. Desværre er det ofte børn, der rammes. Jeg anbefaler på det kraftigste, at du beskytter dine egne og dine børns øjne med beskyttelsesbriller,” siger Sara Brandi, ledende overlæge på Rigshospitalets afdeling for øjensygdomme.
10.000 gratis beskyttelsesbriller
Derfor uddeler Synoptik på Søndergade i Fjerritslev igen i år gratis beskyttelsesbriller til både børn og voksne fra torsdag den 18. december. Beskyttelsesbrillerne uddeles, så længe lager haves.
På landsplan uddeler Synoptik mere end 10.000 beskyttelsesbriller i samarbejde med Synoptik Fonden.

