Af Helle Bak Andreasen
Et unikt samarbejde med nærdemokrati og landdistriktsudvikling
Vi hører ofte fra nationalt hold, at der ikke er liv i lokalsamfundene, at de lider og ingen har lyst til at engagere sig og at nærdemokrati og borgerinddragelse kommer længere og længere væk. I Jammerbugten har vi fundet melodien. Her har vi et troværdigt samarbejde der bygger på gensidig respekt for indsatser, hvilket skaber resultater til gavn lokalt og dermed også kommunalt. Via virketrang, virkelyst og ikke mindst engagement skabes resultater.
Kultur-, Fritids- og landdistriktsudvalget har netop afholdt det sidste af 22 LUP møder, hvor vi gennem vinter og forår har besøgt alle lokalsamfund rundt om i Jammerbugt Kommune – næsten 700 borgere valgte at bruge en aften på at formulere en vision for deres lokalsamfund samt formulere konkrete projekter som skal bidrage til at indfri visionen for deres by eller område. Fælles for de mange projekter er, at projekterne har fokus på at styrke de lokale fællesskaber og grundlaget for det gode liv.
Se – det er nærdemokrati i højeste potens og tusind tak for den store opbakning!
Vi har gennem årene udviklet mange tilbud som skal støtte op om ildsjæle, i deres arbejde med realisering af projekter. Her kan bla. nævnes:
Èn indgang til kommunen, Ildsjæle akademier og som det seneste skud på stammen vil vi arbejde med en håndholdt indsats med månedlige decentrale møder rundt om i kommunen, som sikrer en tæt og hurtig dialog. Herudover er det muligt at søge om økonomisk støtte til realisering af projekterne. Så det viser med al tydelighed, at et godt og konstruktivt samarbejde mellem frivillige og kommunen bærer frugt. Nærdemokratiet kommer til sin ret og den aktive landdistriktspolitik blomstrer. For os er alle lokalsamfund og de større byer vigtige – hver især med deres forskelligheder. Men for at skabe udvikling ER det vigtigt med gode relationer de enkelte byer og kommunen imellem. Det skabes bla. via den lokale udviklingsplan, hvor vi netop sammen forpligter os til at realisere den plan. Fordi netop den lokale kamp for udvikling defineret i en LUP er meget mere motiverende end at kæmpe ustruktureret og uorganiseret mod afvikling.
Derfor lykkes vi som vi gør – netop fordi vi sammen løfter højere end hver for sig.
Siden Jammerbugt Kommune så dagens lys i 2007, har KFL udvalget, hvert andet år afholdt LUP møder, hvilket betyder at vi har afholdt godt 400 LUP møder, med omkring 6.000 deltagere gennem årene – Det kalder jeg borgerinddragelse, for her har vi også en rigtig god dialog om mange andre ting som lægger vores medborgere på sinde og som vi tager med hjem til de andre politiske udvalg.
Endnu engang tak for den utrolig værdifulde indsats og arbejde som I mange frivillige i foreningslivet yder. Det betyder alverden, for at vi sammen fortsætter med at udvikle vores dejlige kommune, – noget vi i Venstre altid har været og er meget opmærksomme på og hvilket vi også vil have focus på i fremtiden.
Vi har i Jammerbugt Kommune en landdistrikst politik, som borgere i andre kommuner misunder