Hejs flaget i morgen i Jetsmark – Skolecenter Jetsmark indvies

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen indvier officielt det nye Skolecenter Jetsmark fredag d. 18. august 2023. Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
Print Friendly, PDF & Email

Hejs flaget i morgen i Jetsmark – Skolecenter Jetsmark indvies

Så er det i morgen, fredag d. 18. august 2023, at H.K.H. Kronprinsessen kommer og indvier det nye Skolecenter Jetsmark.

Kom og vær med til at fejre dagen!

PRAKTISK INFORMATION:

Spærring af cykelsti: H.K.H. Kronprinsessen ankommer ved skolen kl. 12.15. Alle er velkomne til at møde op uden for skolen, hvor H.K.H. Kronprinsessen vil gå et stykke på stien omkring skolen. Cykelstien mellem Jetsmark Hallen og Jetsmark Kirkevej er derfor spærret kl. 11-13

Parkering: Der kan parkeres på et område på nordsiden af Jetsmark Kirkevej (der vil være opsat skilte), og det er aftalt med Pandrup Bokseklub og Jetsmark Hallen, at deres parkeringspladser også må benyttes

Hejs flaget! For at gøre dagen ekstra festlig opfordrer vi alle i Jetsmark-området til at hejse flaget på dagen

Om det nye Skolecenter Jetsmark

Planlægning, projektering og byggeri af det nye Skolecenter Jetsmark i Jammerbugt Kommune har været i gang siden slutningen af 2015.

I marts 2021 blev det første spadestik taget med ord om, at man glædede sig til at tage byggeriet i brug i august 2023, og denne tidsplan kom til at holde stik.

Skolecenter Jetsmark
Skolecenter Jetsmark i Jammerbugt Kommune – eksteriør. Kilde: Norconsult. Fotokreditering: Johny Kristensen

D. 4. maj i år kunne NCC, der har været hovedentreprenør på byggeriet, aflevere nøglerne til Jammerbugt Kommune, som senere på måneden inviterede til åbent hus i de nye bygninger.

D. 14. august tager skolecentret imod sit første hold elever, og d. 18. august indvies det officielt af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen.

”Med det nye Skolecenter Jetsmark er der tale om en stor og perspektivrig investering i Jammerbugt Kommune. Skolecenter Jetsmark bliver en ny og moderne ramme om læring og trivsel for områdets børn og unge. Det bliver også et kulturcenter for hele området Pandrup, Kaas og Moseby med åbne døre for lokale initiativer og arrangementer. Vi glæder os og forventer os rigtig meget af de smukke, gennemtænkte bygninger og de flotte, funktionelle udearealer. Derfor betyder det meget, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen vil indvie skolen,” fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Arrangementet starter kl. 12.15, hvor H.K.H. Kronprinsessen ankommer. På programmet herefter er blandt andet selve indvielsen og en rundvisning på skolen.

Alle der har lyst til at være med til at fejre dagen er meget velkomne til at møde op uden for skolen, hvor Kronprinsessen efter ankomst vil gå et stykke ad stien omkring skolen, før hun modtages ved hovedindgangen.

LÆS OGSÅ: Jetsmark kalder alle drenge, piger, mænd og kvinder