ForsideFjerritslevHavnegudstjeneste med udsigt, vafler og harmonika

Havnegudstjeneste med udsigt, vafler og harmonika

Havnegudstjeneste med udsigt, vafler og harmonika

I 15 år har traditionen med havnegudstjeneste samlet både fastboende, sommergæster og forbipasserende ved havnen. Her mødes man til en kortere gudstjeneste end søndagens i kirken – men med samme indhold af ord, musik og fællesskab.

”Havnegudstjenesten er en halvgammel tradition. Vi har i 15 år gjort det samme: holdt en lille gudstjeneste, næsten som i kirken om søndagen, bare lidt kortere. Og vi har altid haft harmonikamusik og vafler bagt efter havnens særlige opskrift,” fortæller sognepræst Inger Øeby Pedersen.

Gudstjenesten har kun én gang i alle årene måttet flyttes indenfor – til Haverslev Kirke – på grund af vejret. Men ellers har ”Havnen” taget deres forholdsregler med vejrudsigt og fortelt, når mørke skyer har truet.

”Jeg husker en gang, hvor jeg prædikede om ’stormen på søen’. Vi sad i forteltet, fordi skyerne trak sammen. Og netop da jeg sagde, ’da brød der et vældigt uvejr løs’, så begyndte det at blæse og regne. Det syntes folk var meget morsomt,” smiler præsten.

Traditionen rummer en klar arbejdsfordeling, hvor menighedsrådet står for alter og pynt, Niels Kraghede sørger for musik og lyd, havnen for kaffe og vafler – og som deltagerne gerne driller med, må præsten så tage ansvar for vejret.

Ofte finder havnegudstjenesten sted i august, hvor solen står højt over fjorden, solsikkerne blomstrer, og himlen spejler sig i vandet. Enkelte gange er det forsøgt i maj eller juni, men altid på skiftende pladser omkring havnen alt efter vindretningen.

”Vi er tit tæt på fjorden, så man kan nyde den fantastiske udsigt. Folk kommer med tæpper eller klapstole, autocamperne på havnen virker også glade for arrangementet og det har endda hændt, at en enkelt hund har deltaget. Det bliver altid en meget hyggelig eftermiddag,” siger Inger Øeby Pedersen.

Gudstjeneste og vafler ved Haverslev Havn afholdes igen søndag den 31. august 2025 kl. 14.00 med sognepræst Inger Øeby Pedersen.

Sognepræst Inger Øeby Pedersen byder velkommen til havnegudstjenesten ved Haverslev Havn. Arkivbillede fra tidligere år. Foto: Privat
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER