Har Kiki Bach ret?

Johnny Solberg (C) - Medlem af kommunalbestyrelsen Jammerbugt Kommune.
Print Friendly, PDF & Email


Har Kiki Bach ret?

AF Johnny Solberg Sønder Skoveng 14, 9460 Brovst Det Konservative Folkeparti – Medlem af Kommunalbestyrelsen Jammerbugt Kommune


”Vi går alle kapgang efter Borgmesteren”…. Sådan starter et opslag fra min socialdemokratiske politiske kollega Kiki Bach. Tidligere er Kiki Bach blevet kaldt et løsgående missil og har fået voksen-skældud for at have sin egen mening, men lad mig melde klart ud allerede nu – Jeg mener Kiki har fuldstændig ret i sine betragtninger. I en kommune, hvor styrken burde ligge i en meningsudveksling mellem politikere, er Jammerbugt Kommune i stedet blevet en gammeldags skole, hvor du som politiker kan forvente anmærkninger. Især hvis du udtrykker en holdning der ikke er i overensstemmelse med kommunens kommandocentral. Er Jammerbugt Kommune i virkeligheden blevet et sted, hvor du gør som der bliver sagt? Og hopper du uden for sætningen ”jamen vi gør jo som vi plejer” eller ”Vi gør det på Jammerbugt´sk”, risikerer du så en plads i kulden i den resterende valgperiode?

Jeg mener det er tid til et opgør med den nuværende holdning og styring af kommunen, der henleder én til at tro at vi befinder os midt i et afsnit af Lise Nørgaards Matador. Manufakturhandler Arnesen fra Damernes Magasin måtte sande, at da bunden af pengekassen pludselig blev synlig og ikke længere var dækket af et tykt lag sølv, skulle der helt andre midler til at vende butikken. Arnesen formåede det ikke og jeg er selv dybt bekymret for, at Jammerbugt Kommune heller ikke er i stand til at anerkende, at vi nærmer os bunden med hurtigere skridt end nogensinde. De fundamentale ændringer skal komme nu, hvis vi skal nå at vende skibet.

Massive besparelse er varslet og nogen kalder det rettidig omhu. Besparelserne er, i min verden, ikke nødvendigvis et spørgsmål om rettidig omhu.  Men er det så et symbol på en forfejlet tilgang til budgetterne i kommunen ? Eller er det en manglende kompetence til at vende skuden i tide?

Kunne en åben, gennemsigtig og ærlig politisk debat ændre på noget? Måske – Hvis styrken i kommunen lå i den politiske meningsudveksling. Men det gør den desværre ikke, som jeg ser det, og så lang tid Albert Arnesen sidder og svinger taktstokken, er der ikke udsigt til bedring blandt Korsbæks borgere.

Jeg syntes Kiki Bach har ret i sine betragtninger – men er alligevel nødt til at spørge :”Hvor er den socialdemokratiske holdning i forhold til de kommende besparelser på børn og ældreområdet? Og hvor er den røde opposition blevet af?”

LÆS OGSÅ: Kiki Bach: Vi skal spænde livremmen ind på alle områder

3 KOMMENTARER

  1. Kære Johnny! Som jeg engang skrev i en kronik om min egen hjemby med overskriften: mens vi venter på Mads Skjern. Kronikken sluttede med den nedslående konklusion: men hvad gør vi så, når Mads Skjern ankommer? Vi mangler jo grisehandleren… Det fik jeg mange skæld ud for… Men med den måde som Jammerbugt Kommune behandler vi sommerhusejere på, skal kommunen jo ikke forvente, at vi kommer med endnu flere penge. Og borgmesteren har jo for vane at omtale os som gæster. Vi betragter os dog som en af de største grupper af ejendomsbesiddere, der betaler en masse skat og lægger betydelige penge i området uden at få noget til gengæld… og værst af alt: vi har ingen stemmeret!

  2. Om det er rettidig omhu ved jeg ikke, jeg ved bare, at de besparelser der er lagt op til, får alvorlige konsekvenser for de ældre, syge og handicappede.
    Men så længe venstre har takt stokken bliver det ikke nemt at komme igennem med noget. I handicsprådet har vi sat spørgsmålstegn ved budgetterne de sidste par år ‘ især på handicap området, som hvert år overskrider deres budget og alligevel kan man året efter se et budget med færre midler til voksen handicap området – det ved jeg ikke om det er rettidigt omhu eller om det er at gøre det på Jammerbugtsk jeg ved kun at det kommer til at gøre ondt for de ældre syge og handicappede men det er vel også som det plejer at være.

  3. Besparelserne rammer også syge og handicappede – MEGET HÅRDT! Al selvbestemmelse bortfalder! Der står decideret skrevet under handicapområdet:”forslaget har som udgangspunkt i at dække BASALE behov og inddrager ikke borgerens øvrige behov for LIVSKVALITET”
    Altså hvis man som handicappet for mad og drikke skal man være heldig – livskvalitet skal man ikke forvente noget af i Jammerbugt Kommune! Sådan en øvelse foretager man for fuld udblæsning!
    Forebyggelse på beskæftigelsesområdet bortfalder stort set, mentorordningen for unge med udfordringer bliver skåret helt ind til benet, Aktivitetscenteret i Fjerritslev LUKKER! og meget meget mere…
    Jeg er sikker på, at ikke engang i Korsbæk var vilkårene så ringe for borgere med behov for hjælp på den ene eller anden måde.. vi bør ALTID sætte mennesket før økonomi, før cykelstier og parkeringspladser! De varslede besparelser vil ramme som en boomerang, og det vil udfordre fremtidige budgetter endnu mere, med endnu flere besparelser!

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn