Ukendte gerningsmænd stjal handicap-scooter
Nordjyllands Politi efterforsker et tyveri af en handicap-scooter, som fandt sted på Sønder Øksevej i Halvrimmen under postnummer Brovst.
Ifølge politikommissær Lars Jensen fra sagscenteret i Hjørring er tyveriet sket i tidsrummet mellem klokken 16.00 og 17.30 den 19. februar. Den 3-hjulede scooter af mærket Nordic blev fjernet fra det sted, hvor den stod parkeret.
Scooteren var desuden punkteret på tidspunktet for tyveriet.
Politiet opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt i området, eller som har oplysninger i sagen, til at kontakte politiet på telefon 114.





