ForsideFjerritslevHan Herred Rotary Klub søger om hjælp til projektet "Fjerritslev Byskov SYD"

Han Herred Rotary Klub søger om hjælp til projektet “Fjerritslev Byskov SYD”

På dagsordenen på næste møde i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget den 31. oktober er at Han Herred Rotary Klub søger om 100.000 kr. til projektet “Fjerritslev Byskov SYD”, hvilket svarer til 50% af de samlede projektudgifter.

Vækst og Udvikling indstiller, at Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget beslutter, at ansøgningen ikke imødekommes på baggrund af nedenstående kommentarer fra forvaltningen.


Sagsfremstilling
Ansøger, Han Herred Rotary Klub, søger om støtte til beplantning af ca. 9.400 træer og buske. Ansøger oplyser, at træerne er skovtræer og læ-plantningstræer, som kan understøtte hinanden og som er egnet til området og jordbunden. Der er i øvrigt indtænkt et areal med græs og spredt beplantning med frugtbærende buske og træer. Derudover påtænkes det at anlægge en trampesti, og der friholdes endvidere arealer til eng-græs, som sammen med frugttræer og frugtbuske understøtter vilkårene for bier og andre insekter.

Vækst og Udviklings kommentarer

  • Projektet er støtteberettiget i forhold til retningslinjerne, idet projektet er offentligt tilgængeligt for alle borgere.
  • I projektet indgår egenfinansiering på 50 % af de samlede projektudgifter, dog vil der være en fremtidig kommunal drift, samt opkøb af jord.
  • Jordbehandling, plantning af træer og buske, såning af græs og sætning af løg samt renholdelse af etableringsperioden varetages af frivillige.
  • Ansøgningen forudsætter, at Jammerbugt Kommune indgår købsaftale eller aftale om brugsret med lodsejer. Ansøger oplyser, at vedkommende er positivt stemt overfor en sådan aftale.
  • Ansøgningen forudsætter endvidere, at Jammerbugt Kommune overtager fremtidig pasning og vedligehold af området efter beplantningsprojektet er afsluttet.
  • Projektet forudsætter derudover en række tilladelser, som planafdelingen har oplyst i forbindelse med sagsbehandlingen. I forhold til skov på arealet ved Fjerritslev har der været forskellige ønsker om projekter på denne grund. Et af de helt store problemer er, at der er en masse ledninger i jorden pga. nærheden til transformatorstationen. Skov kan ødelægge disse ledninger, og det tillader elselskabet ikke. I de tidligere sager har der derfor været arbejdet med at flytte nogle af disse ledninger, men det er økonomisk en stor udgift. Arealet er desuden omfattet af åbeskyttelseslinje (ift. Gravenskærgrøften), og etablering af skov kræver en sagsbehandling i forhold til denne beskyttelseslinje. Etablering af skov vil desuden kræve en sagsbehandling i forhold til vandløbsloven, og der skal her tages stilling til, hvor tæt på vandløbet en skovrejsning evt. kan tillades (udgangspunktet er 8 meter fra vandløbets kronekant). Endeligt er arealet omfattet af en byggelinje i forhold til vejen Bygholmvejlevej. Vejen er en statsvej, og Vejdirektoratet skal give tilladelse til etablering af skov indenfor byggelinjearealet.
  • Vækst og Udviklings umiddelbare opfattelse er, at der ikke vil være tale om et attraktivt rekreativt område grundet projektets placering mellem trafikeret område og industriområde.
  • Såfremt Jammerbugt Kommune indgår en købsaftale eller aftale om brugsret med lodsejer, vil ansøger henvende sig til Hedeselskabet med en ansøgning på 25.000 kr. til ekstra beplatning, som skal plantes af Fjerritslev Skoles 5. klasse. Derudover forventer ansøger tilskud fra Fjerritslev Handelsstandsforening (5.000 kr.) og Erhvervsstøtteforening (5.000 kr.) samt Rotary Danmarks Hjælpefond (ca. 25.000 kr.). Disse midler påtænkes anvendt på ekstra beplantning – og indgår således ikke i selve projektbudgettet.
  • Nedenstående budgets udgifter er baseret på en professionel vurdering. Priserne er kalkuleret af en anlægsgartner, som er tilknyttet projektet.
  • I 2013 blev der givet en landzonetilladelse til etablering af en sø på samme areal.
  • Såfremt projektet støttes, er det ikke alene støtte til skovrejsningsprojektet, men også køb og vedligehold af arealet, hvilket som minimum vil udgøre en faktisk støtte på 300.000 kr. Beløbet kan være større, da det endnu ikke vides, hvad eventuel omlægning af kabler vil koste.
  • Vækst og Udvikling har haft kontakt til elselskabet mhp. at klarlægge, hvad omlægning af kabler vil koste. De har ikke vendt tilbage på henvendelsen.
  • Vækst og Udvikling vurderer, at projektet ikke er realistisk for nuværende. Derudover er budgettet ufærdigt, og der er flere usikkerheder ift. placering, omkostning og tilladelser. Det kan anbefales, at ansøger henvender sig igen, når det fulde budget er færdigt (med alle omkostninger ved evt. omlægning af kabler, køb og vedligehold) samt placering og tilladelser er undersøgt nærmere.

Lovgrundlag
Projektet kan støttes i forhold til Kommunalfuldmagten.

Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget behandler ansøgningen den 31. oktober 2019.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER