Han Herred Bogen 2025 fik gode ord med på vejen
30. årgang af den populære lokalhistoriske årbog blev præsenteret i Sport & Kulturcenter Brovst
Som et lyspunkt midt i en mørk tid blev de mange historier i Han Herred Bogen 2025 introduceret for 62 deltagere i den traditionsrige bogfest, der igen i år fandt sted i Sport & Kulturcenter Brovst.
Otto Kjær Larsen, Lokalhistorisk Samvirkes formand gennem de sidste 11 år, indledte aftenen og overlod derefter pladsen som ordstyrer til Ulla Flintholm, der netop har overtaget formandsposten.
Borgmester og styrelsesmedlem Mogens Christen Gade holdt aftenens festtale og betonede værdien af det lokalhistoriske arbejde, der både giver rødder og vinger, og som hvert år i november bliver bredt ud gennem den nye årgang af Han Herred Bogen.
Ulla Flintholm præsenterede efterfølgende sig selv som ny formand og gav tilhørerne et indblik i de omfattende aktiviteter, der året igennem finder sted i samvirkets mange tilsluttede sognegrupper, foreninger, museer og arkiver.
Og herpå skulle spændingen om indholdet af Han Herred Bogen 2025 udløses. Det foregik ved, at redaktørerne Bente Kristensen, Peter Eigenbroth og Ejgil Bodilsen på skift introducerede bogens 16 artikler og deres forfattere, som har taget vidt forskellige emner op fra både fortid og nutid.
Ud over rækken af fortællinger fra alle hjørner af det langstrakte herred mellem Øland og Vesløs rummer årbogen som altid »Det Gamle Album« med billeder fra samtlige 24 sogne, kavalkaden »Årets gang i Han Herred« 2023-24 samt årsberetninger fra samvirkets styrelse, udvalg og tilsluttede foreninger.
»Årets Kirke« er Øster Svenstrup Kirke, og »Årets Kunstner« er møbelarkitekt Jørgen Aakjær Jørgensen (1920-2008), hvis barnebarn Nanna Aakjær Svendsen i dag fører designtraditionerne videre gennem iværksættervirksomheden Intarsia Furniture på Gjøl.
Den festlige sammenkomst blev sluttet af med fornøjelige ord og toner fra duoen Ida Leding Larsen og Per Iversen, som høstede stort bifald for deres buket af de sange, der gennem 40 år har lydt fra scenen i Skovspillene, først i Sønder Skovsgaard Skov og senest i Jægerum Søpark. Ida Leding Larsen fortæller i årbogen om Teaterforeningen Skovspillenes lange historie.
Han Herred Bogen kan købes i Sparekassen Danmarks afdelinger i Brovst og Fjerritslev samt en række andre lokale forhandlere eller via webshoppen Forlag1.dk