Halvdelen af danskerne vil skrue ned for varmen til vinter

Foto: LB Forsikring


Det ser ud til at blive en kold vinter i stuerne rundt omkring i Danmark. I en ny befolkningsundersøgelse fra Voxmeter fortaget for LB Forsikring siger 48%, at de vil skrue mere ned for varmen til vinter i år i forhold til sidste år. Mere end 13% regner med at have 18 grader eller mindre i deres hjem.

Der bliver tænkt over både elforbrug og varmeforbrug hos danskerne lige nu, og mange er allerede i gang med at planlægge, hvordan de kan spare på varme og el i løbet af vinteren. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Voxmeter, som LB Forsikring har fået lavet.

-- annonce ---


Her siger 41%, at de tænker meget mere over, hvor meget varme de bruger nu end for et år siden, og 38% siger de tænker lidt mere over det.  På elforbruget er det 48%, der tænker meget mere over det. Samtidig svarer 48% ja til, at de vil skrue ned for varmen i deres hjem til vinter.

-Det er tydeligt, at el- og varmepriser er noget, danskerne tænker over. Lige omkring 80% svarer i vores undersøgelse, at de tænker mere på begge dele end de gjorde sidste år. Det er meget. Samtidig har mange allerede flere ideer til, hvordan de vil spare på eksempelvis varmen. 25% overvejer at lade være med at varme dele af boligen op, siger Kenneth Wolstrup, som er ansvarlig for Data- og Videnscenter for Forhindring hos LB Forsikring:

Lidt over 13% er også villige til at have det mere end fodkoldt i hjemmet.

-8,7% svarer, at den laveste temperatur de vil have er i hjemmet er 18 grader og 4,5 % at de vil have under 18 grader. Så begynder det altså at være ret koldt. Det er også problematisk i forhold til, hvordan indeklimaet i sådan et hjem bliver. Både med de lave temperaturer, men også hvis man lukker dele af huset af. Hvis du har det for koldt indenfor, så kan der komme fugt og skimmelsvamp som forsikringen ikke dækker, og som kan gøre dig syg, siger Kenneth Wolstrup

Fugtmåler og gode råd til ordentligt indeklima på vej ud til LB Forsikrings medlemmer

Kenneth Wolstrup glæder sig dog over, at der også er fokus på at følge gode, faktabaserede råd i medierne og andre steder danskerne søger vejledning, og ikke bare gå spareamok.

-Ligesom der er stor fokus på at spare på energien i offentligheden, er der heldigvis også stort fokus på ikke at gøre noget dumt eller direkte farligt, som for eksempel at tage sin grill med ind i stuen. Alligevel kan jeg godt forstå, hvis mange danskere går rundt og er lidt forvirrede over, hvordan man både sparer på energien og samtidig har et sundt indeklima, hvor man undgår fugt og skimmelsvamp, siger Kenneth Wolstrup

Derfor har LB Forsikring valgt at gå mere aktivt til værks og hjælpe deres medlemmer. Fra næste uge kan lige omkring 10.000 medlemmer med en husforsikring hos LB Forsikring forvente at få en pakke ind ad døren. Pakken indeholder et indeklimakort, der både har en fugtindikator, temperaturmåler og gode varme- og energispareråd fra en af LB Forsikrings taksatorer, samt ideer til, hvordan man holder fast i nye gode vaner.

-Det gavner hverken vores medlemmer eller os, hvis vi efter denne vinter har rigtig mange hjem med skimmelsvamp eller fugt, også selvom man måske har kunnet se en besparelse på varmeregningen. Vi forsøger derfor at give folk nogle lette, brugbare råd og løsninger til, hvad man kan gøre, uden at det koster ekstra. Rådene har vores kørende taksatorer stået for, da det er dem, der kommer ud til hjem, hvor fugt og kulde har givet skader, siger Kenneth Wolstrup

De 10.000 indeklimapakker kommer ud til LB Forsikrings medlemmer de næste par uger, men rådene kan bruges i alle husstande, uanset om man bor i hus eller lejlighed.

-På den måde prøver vi at efterleve vores ambition om ikke bare at give vores medlemmer gode råd, men også at give dem konkrete løsninger, der forebygger skader i deres hjem, slutter Kenneth Wolstrup.

 Fire gode råd til et sundt indeklima.

  1. Luft ud 3 gange om dagen 5-10 min:  Fugtig luft er sværere at varme op end tør luft, så du får faktisk hurtigere varmet dit hus op, ved at sikre, at luften er tør. Lav gennemtræk, så den fugtige luft fjernes fra alle dele af huset.
  2. Tænd emhætten eller åben et vindue, når du laver mad. Varmen man får fra dampende gryder, er fugtig, og vil på sigt ikke give et varmere hjem, bare et mere fugtigt et. Tænd derfor emhætten eller luft ud, når du laver mad. Lad den gerne være tændt fem minutter efter du er færdig.
  3. Sænk ikke temperaturen under 19 grader i nogen rum. Det kan virke tillokkende at lukke af for dele af huset, hvis man ikke bruger det og bare lade temperaturen falde derinde, men man risikerer skimmelsvamp og i værste fald frostsprængninger, hvis udetemperaturen falder.
  4. Køb et termometer til hjemmet. Så du kender temperaturen derhjemme. Du kan ikke altid regne med fyret eller termostaten på radiatoren. Bliver det koldere ude, skal du måske skrue lidt op – og bliver vejret lunere, kan du skrue ned. Husk også, at der går lidt tid, fra du regulerer varmen og til rumtemperaturen ændrer sig.