Gult lynmål antændte oprykkerbrag
Det endte med en pointdeling på 1-1, da Skovsgaard Boldklub tirsdag aften tog imod en anden oprykker i Jyllandsserien 2, nemlig Thisted FC’s andethold.
Men den småfattige måltavle lyver lidt, for det trofaste publikum på Iver Park kedede sig aldrig. Der blev knoklet, løbet, tacklet, ofret og skreget som sjældent set og hørt på Iver Park i Skovsgård.
Kampen var lige fløjtet i gang, da Skovsgaard snød gæsternes fremskudte forsvar og sendte Oliver Dam Daarbak i lynhurtigt løb efter en lang aflevering op ad banen. Skovsgaard-spilleren vandt kapløbet og snød Thisteds målmand: 1-0 til Skovsgaard efter kun ét minut.
Det tidlige mål gjorde det meste af kampen til Thisteds benhårde forfølgelse af en udligning og Skovsgaards lige så ihærdige bestræbelser på at sikre sejren med endnu et mål. Kampen var pivåben fra start til slut, og sammen med to meget ærgerrige hold gjorde det forestillingen intens og underholdende.
“De skal ikke have lov at spille her”, formanede Skovsgaards spillende træner Magnus Nielsen, da anden halvleg var i gang og Skovsgaards tidlige føring stadig holdt stand.
Men “Humlebierrne” overlod meget af spilleinitiativet til thyboerne i blåt, og midt i anden halvleg udlignede gæsterne også.
Ærgerlig over uafgjort
Skovsgaard virkede mindst tilfreds med stillingen og begyndte med blandet held at skyde løs mod Thisteds mål og fik også de fleste chancer mod kampens afslutning. Der var gode muligheder for at tage sejren.
Det endte kun 1-1, fordi begge målmænd lavede mindre mirakler. Skovsgaards Ivan Siggaard leverede det største af dem, da han parerede et nært kanonskud med en lynreaktion.
Efter kampen ærgrede Skovsgaards assistenttræner Jan Thorsen sig over, at holdets anden kamp i træk endte uafgjort.
“Vi får igen ikke clearet ordentligt på en dødbold, og det udnytter Thisted desværre”, bemærker han.
Skovsgaards oprykkerhold i Jyllandsserien 2 er stadig ubesejret efter de tre første kampe.
Næste tirsdag venter næste opgave, som spilles i Frejlev, hvor St. Restrup tager imod “Humlebierne” fra Hanhered.
Se den samlede stillingen i Jyllandsserien 2 Pulje 3: Stillinger og resultater

