Godkendelse af markedsføringsaftale med Jammerbugt FC ApS

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Økonomiudvalget i Jammerbugt kommune holder ordinært møde i dag den 8. december, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af markedsføringsaftale med Jammerbugt FC ApS

Sagsbeskrivelse

Jammerbugt FC er oprykket til Nordic Bet Ligaen.

Organisationen bag Jammerbugt FC er et ApS, hvis formål er drift af sportslige aktiviteter samt anden virksomhed, der efter det centrale ledelsesorgans skøn er forbundet hermed, dette enten direkte eller via besiddelse af kapitalandele i andre i andre selskaber. Der er i henhold til selskabets vedtægt af 15. oktober 2021 ikke en bestyrelse. Selskabet tegnes alene af en direktør.

Jammerbugt Kommune har mulighed for at indgå en markedføringsaftale med Jammerbugt FC ApS. Dette vil give mulighed for at brande kommunen i forbindelse med Jammerbugt FC´s kampe.

En markedsføringsaftale skal indgås på markedsvilkår, og bør udarbejdes således, at det præcist fremgår hvad ydelse og modydelse består i. Dette giver en mulighed for at konstatere værdien for Jammerbugt Kommune.

Der vedlægges et udkast til en sådan markedsføringsaftale. Aftalen er udarbejdet med henblik på at sikre mest mulig branding af kommunens navn for pengene.

Markedsføringsaftalen løber for perioden 1. oktober 2021 til 30. juni 2022.

I henhold til aftalen forpligter Jammerbugt FC ApS sig til at sikre, at:

  • Jammerbugt Kommune får 6 stk. logo eksponering på tribunevæg på stadion. Disse skal være centralt placeret på langsiden mellem spillerboksene.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo på spillertøjer for to fodboldspillere – dette for så vidt angår både hjemme- og udebanetrøjer. Kommunens logo skal placeres på ryg.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo i Jammerbugt FC ApS´s kampprogrammer.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo på Jammerbugt FC ApS´s hjemmeside.
  • Jammerbugt Kommune´s logo bliver eksponeret på digital måltavle samt på digital info skærme i VIP-lounge.
  • Jammerbugt Kommune får opstillet 4 beach-flag med kommunens logo i forbindelse med samtlige hjemmekampe.
  • Jammerbugt Kommune får ret til brug af Jammerbugt FC ApS´s logo i forbindelse med eksponering af kommunen.
  • Jammerbugt FC ApS´s trænere og spillere stiller sig til rådighed for arrangementer for hold og foreninger i Jammerbugt Kommune. Der kan her være tale om deltagelse som træner, oplægsholder eller lignende.
  • Jammerbugt Kommune får 6 stk. VIP billetpakker, med en VIP-billet til samtlige hjemmekampe. Disse kan bl.a. benyttes ved kommunens kontrol med, at denne markedsføringsaftale overholdes.
  • Støtte til udvikling af lokale talenter gennem målrettet arbejde i U17 og U19 hold i Jetsmark IF – der skal her indsendes dokumentation for, at der er anvendt minimum kr. 25.000 på dette arbejde.

Jammerbugt Kommunes ydelse i henhold til aftalen er kr. 175.000 ekskl. moms.

Det bemærkes, at en kommues køb af f.eks. reklameydelser skal stå i et rimeligt forhold til formålet.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten giver mulighed for, at en kommune varetager informationsmæssige opgaver, herunder gør opmærksom på kommunens navn og eksistens.

Budgetmæssige konsekvenser

Kr. 175.000 ekskl. moms finansieres via markedsføringspuljen.