ForsideAabybroGlobalt udsyn og lokal handlekraft driver Malou Skeel i politik

Globalt udsyn og lokal handlekraft driver Malou Skeel i politik

Globalt udsyn og lokal handlekraft driver Malou Skeel i politik

Når vælgerne den 18. november går til stemmeurnerne, kan de møde Malou Skeel på stemmesedlen hele to gange. Hun stiller nemlig op for Venstre både til Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt og til Regionsrådet i Nordjylland.

57-årige Malou Skeel har boet i Aabybro i mere end 20 år sammen med sin mand, Jørgen. Parret har tre voksne børn, og når tiden tillader det, nyder hun at spille golf, tennis, svømme, læse – og ikke mindst at tilbringe tid med familie og venner.

– Jeg har altid haft interesse for politik og mennesker. Allerede som ung blev jeg optaget af værdier som moral, anstændighed og omsorg for fællesskabet – og de har fulgt mig lige siden, fortæller hun.

Malou Skeel læste økonomi og international politik i London og har i sit arbejdsliv som international stålhandler rejst verden rundt. Det har givet hende et unikt perspektiv på, hvordan udvikling – eller mangel på samme – påvirker både mennesker og lokalsamfund.

– Kombinationen af globalt udsyn og ønsket om lokal handlekraft er nok grunden til, at jeg stillede op første gang for 12 år siden. Jeg vil gerne være med til at sikre, at Jammerbugt og Nordjylland fortsat udvikler sig, siger hun.

Med otte års erfaring som medlem af Kommunalbestyrelsen og de seneste fire år i Regionsrådet har hun et solidt indblik i både de lokale og regionale udfordringer.

For Malou Skeel handler lokalpolitik om at skabe rammer, hvor mennesker kan trives gennem hele livet.
– Jammerbugt skal være et sted, hvor børn får den bedste start, og hvor familier ser deres fremtid. Samtidig skal ældre kunne leve deres seniorliv med omsorg og værdighed, siger hun.

Hun peger på behovet for stærke daginstitutioner, gode skoler og nærhed i sundhedstilbuddene. Men det kræver, som hun understreger, et sundt økonomisk fundament.
– Kommunen skal være en attraktiv samarbejdspartner for virksomheder og levere effektiv og løsningsorienteret sagsbehandling. Der skal være fokus på, at kommune og region eksisterer for at skabe værdi for borgere og erhvervsliv, siger hun.

Med sin erfaring og sit brede udsyn ønsker Malou Skeel at fortsætte arbejdet med at styrke både Jammerbugt og Nordjylland – især inden for børne- og ungeområdet samt sundhedsområdet.

– Jeg stiller op, fordi jeg brænder for et levende og stærkt Jammerbugt og Nordjylland. Vi bor et fantastisk sted med store muligheder – men også udfordringer, der kræver handling, samarbejde og erfaring. Derfor håber jeg, at vælgerne vil give mig deres tillid ved valget den 18. november, siger Malou Skeel.

Malou Skeel fra Aabybro kombinerer globalt udsyn med lokal handlekraft i sit politiske arbejde. Foto: Jammerbugtposten.dk
Med otte års erfaring i Kommunalbestyrelsen og fire år i Regionsrådet har Malou Skeel et solidt politisk erfaringsgrundlag. Foto: Jammerbugtposten.dk

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER