Gennemtænkt tilbygning til Børnehave i Nørhalne samler SI’en til en enhed

Nørhalne Børnehave Projektbillede udenfor
Print Friendly, PDF & Email
En enig styregruppe har valgt Tom Jacobsen A/S til at opføre tilbygningen til Nørhalne Børnehave. Tilbygningen er gennemtænkt på alle parametre og opfylder alle de ønsker, der har været til tilbygningen.

”Med den nye tilbygning får vi en æstetisk smuk løsning, der er både kreativ og gennemtænkt og derfor opfylder det store ønske om at samle vuggestue, børnehave, SFO og skole i en enhed. Samtidig er det et forslag, som tilgodeser det ønske, der har været om fleksibilitet i anvendelse af rummene”, udtaler Ulla Flintholm, formand for Børne- og familieudvalget.


”Desuden bliver en stor del af den eksisterende børnehave renoveret, hvilket betyder rigtig meget for kulturen, alle børn og medarbejdere – ingen kommer til at være i ”det nye”. Det var faktisk ikke et krav i udbudsmaterialet, så det blev vi meget positivt overrasket over”.

Forslaget har taget udgangspunkt i tilbygningen med pyramidetaget. Tilbygningen tager udgangspunkt i denne form gennem to nye identiske pyramider bygget sammen med den eksisterende børnehave og vuggestue. Hermed skabes der visuel ro og ensartethed. Samtidig bygges børnehave og vuggestue sammen med skolen gennem en glasgang, som samtidig får funktion af et nyt flot indgangsparti.

”Vi gælder os meget over den valgte løsning. Udover at den vil samle hele institutionen på smukkeste vis, så bevarer vi børnenes legeareal. Det har været vigtigt, og det er glædeligt, at der også bliver penge til at forny og renovere legearealer. Indvendigt har vi fået alt det, vi har ønsket os. Udover at der bliver bedre plads til alle børnehavebørnene etableres der til hvert grupperum separate indgange og garderober. Det har været vigtigt ønske.  Vi får et værksted, et lyst multirum med højt til loftet samt mødelokale, udtaler Finn Bonde, skoleleder.  ”Vi har fået en løsning som på alle måder vil understøtte den pædagogiske praksis, og vi glæder os rigtig meget”.  

Den nye børnehave forventes at stå klar til ibrugtagning 1. august 2021.

Nørhalne Børnehave Projektbillede indenfor