ForsideFjerritslevGastronomisk stjernetræf på Ruths Hotel for en verden uden sclerose – og...

Gastronomisk stjernetræf på Ruths Hotel for en verden uden sclerose – og Svinkløv Badehotel med Kenneth Hansen bag roret med

Mandag den 7. marts åbner køkkenchef, Jack Cramer, dørene til Ruths Hotel for 90 gæster, der har revet alle billetter til denne aften på under 4 timer. Og hvorfor dog så høj efterspørgsel? Jo, 12 stjernekokke har nemlig sagt ja til at tage turen til Danmarks nordligste spids for at kreere en ret hver af allerhøjeste gastronomiske karakter. Til dette arrangement deltager Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel fra jeres dækningsområde også, og han deltager ikke bare for sjov skyld. Det gør han, Jack Cramer og Ruths Hotel nemlig for en verden uden sclerose.

Ruths Hotel danner rammen for en aften i særklasse, når et udvalg af Danmarks mest anerkendte kokke valfarter til Gl. Skagen mandag den 7. marts. Hver stjernekok vil kreere én af i alt 12 suveræne signaturretter samt selv stå for at præsentere retten og dens karakteristika for de 90 gæster, der denne aften sætter sig til bords for at få en gastronomisk oplevelse ud over det sædvanlige – for en gastronomisk oplevelse, ja, men også for at samle ind til og sætte fokus på sclerose.

Det er Jack Cramer, der er initiativtager til arrangementet, da netop sygdommen sclerose i årevis har påvirket hans nære familie, nemlig hans ellers så aktive sports- og erhvervsmand af en far:

– I løbet af få dage oplevede jeg, at min egen far blev uigenkendelig, og i løbet af blot en uge – efter han havde nævnt, at hans fødder var begyndt at sove lidt – sad han pludselig i kørestol. Selvom min far gradvist bliver dårligere af sygdommen, hvilket han vil blive ved med, får han i dag noget medicin, der har formået at bremse forværringen, fortæller Jack.

Alle de deltagende kokke til arrangementet bakker op om det velgørende formål, og al overskud fra menuen går ubeskåret til Scleroseforeningen.

En ekstraordinær aften til ære for Scleroseforeningen

Denne aften vil de dygtige sommeliers på Ruths Hotel stå klar til at rådgive om velpassende vin fra øverste hylde i vinkælderen, og for at komplementere det kulinariske niveau er der desuden anskaffet årgangsvine af ekstraordinær klasse specielt til formålet.

Jack Cramer og alle på Ruths Hotel er yderst beærede over at kunne præsentere et line-up med flere af Danmarks mest interessante personligheder indenfor gastronomi. Det er ligeledes en alsidig samling med både unge og mere erfarne kokke, der repræsenterer hæderkronede såvel som spirende nye restauranter, og herudover er det for Jack en ære at byde velkommen til Peter og Denis fra det 5-stjernede Relais & Chateaux Hotel Hohenhaus i Tyskland.

– Der er ikke lavet noget lignende på Ruths Hotel før, så jeg skulle lige overbevise ledelsen om, at vi skulle lave en dag, hvor pengene gik til anden side. Men når man får sådan en sygdom ind på livet, har jeg det sådan, at hvis man kan gøre et eller andet, så skal man også prøve at gøre det. Og nu laver jeg jo mad, så det må være min måde at være med til at gøre en forskel, siger Jack afsluttende.

Foruden det høje gastronomiske niveau vil der i velgørenhedens tegn sidst på aftenen blive afholdt auktion, som sideløbende vil køre online via Lauritz.com. På aftenen har Jack ligeledes æren af at have direktør ved Skagens Museum, Lisette Vind Ebbesen, som aftenens auktionarius, og alt på denne auktion vil som aftenens øvrige aspekter være i absolut særklasse.

Listen over alle kokke består af:

Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel

Casper Buch fra Fredrikshøj

Nicolaj Møller fra Treetop

Mads Battefeld fra Sushi Anaba

Daniel McBurnie fra Lyst

Lasse Starup fra Bror Ditlev

Kasper Tind Hasse fra Falsled Kro

Søren Birch fra Alimentum

Mads Kongsgaard fra HimmerRiget

Mikkel Klintmann fra Aarøsund Badehotel

Matilde Grue fra Restaurant Blink

Peter Niemann & Denis Jahn fra Hotel Hohenhaus

Programmet er som følger:

18:00: Okê signatursnacks & champagne

18:30: 12-retters menu med præsentation fra hver kok (vin og øvrige drikkevarer købes særskilt)

22:00: Auktion ved Lisette Vind Ebbesen

23:30: Cocktails & networking

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER