ForsideJammerbugtFun Art Blokhus giver stor donation til Skyggebørn

Fun Art Blokhus giver stor donation til Skyggebørn

Fun Art Blokhus giver stor donation til Skyggebørn

Lørdag den 8. august løber 300 mennesker over målstregen til Skyggebørn-løbet i Aalborg.

Og når de forpustede, svedige og glade kigger ned i den goodiebag, som hver eneste deltager får, ligger der en fribillet til en dag i Fun Art Blokhus.

De 300 fribilletter har samlet en værdi af over 50.000kr, og donationen betyder meget for ambassadør for Skyggebørn, Søren Klinsmann, der sidste år blev kåret til Årets Ildsjæl.

– Fun Art Blokhus har virkelig sprængt rammerne med den her donation, så alle deltagere til Skyggebørn-løbet får nu en ekstraordinær oplevelse med i bagagen, siger han.

– Vi er stolte af at have dem med ombord som en markant samarbejdspartner, der i den grad fortjener at blive fejret for deres store hjerte og engagement, siger han og retter en tak til direktør Elise Rasmussen.

Hun er mindst lige så begejstret for samarbejdet og mener, at en donation til netop denne velgørenhedsorganisation er helt i Fun Arts ånd.

– Skyggebørn gør en helt unik forskel for børn i sorg, og det vil vi meget gerne støtte op om. Her hos Fun Art Blokhus arbejder vi hver dag for at give børn en fantastisk oplevelse med familien og skabe minder, der bliver i hjertet, siger hun.

– Når børn pludselig mangler et nært familiemedlem, bliver alting vendt på hovedet, så det mindste vi kan gøre, er at give en lillebitte håndsrækning til, at de børn stadig kan få mindeværdige oplevelser og et smil på læben, siger hun.

Udover de 300 fribilletter donerer Fun Art Blokhus også ti billetter til Blokhus Festival 29. august, som der bliver trukket lod om blandt deltagerne til Skyggebørn-løbet.

Skyggebørn er en landsdækkende forening, der støtter børn og unge, som har mistet en forælder eller en søskende, eller som lever med en nærtstående, der er kritisk syg. Gennem gratis sorggrupper, fællesskaber og aktiviteter hjælper foreningen børn og unge med at sætte ord på sorgen og møde andre i samme situation. Foreningen arbejder for, at ingen børn eller unge skal stå alene med deres sorg.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER