De koldeste vinternætter i mange år har sat sine spor i danskernes huse og sommerhuse. Topdanmark har oplevet en markant stigning i antallet af frostskader, og forsikringsselskabet har på få dage fået op mod 100 anmeldelser af frostsprængte vandrør. Topdanmark forventer endnu flere skader, nu hvor tøvejret for alvor sætter ind.
Frostskaderne efter den hårde vinterkulde har ramt både danskernes huse og sommerhuse. Topdanmark har på få dage haft op mod 100 anmeldelser af frostsprængte vandrør. De foreløbige tal for frostsprængninger i 2021 ligger langt over de forrige år, hvor Danmark har haft meget milde temperaturer i januar og februar.
”Vi har særligt de seneste dage fået usædvanligt mange henvendelser om frostsprængte vandrør. Typisk er det sommerhusene, der bliver hårdest ramt af frosten. Men på grund af de meget hårde frostnætter, har vi også set mange almindelige helårshuse, hvor kulden har fået bugt med et vandrør”, siger Martin Wamsler, bygningsskadechef i Topdanmark.
Flere skader når det bliver tøvejr
Det er både virksomheder, landbrug, husejere og sommerhusejere, der henvender sig om frostsprængte vandrør. Topdanmark forventer de kommende dage at få endnu flere anmeldelser om frostsprængninger, når Danmark tør op igen.
”Mange frostskader viser sig først, når det bliver tøvejr. Det er derfor vigtigt at være opmærksom, når frosten forsvinder. Hold godt øje med vandmåleren, for hvis den kører rundt, selvom du har slukket for vandet, kan det være tegn på et sprængt vandrør”, siger Martin Wamsler.
Topdanmark forventer også, at mange sommerhusejere får en ubehagelig overraskelse, når de til foråret åbner deres sommerhus op igen og tænder for vandet.
Gode råd om frostsprængte rør
Før skaden sker
- Hold øje med din vandmåler: Kører den rundt, selvom du har slukket for alle vandhaner mv. kan det være tegn på en frostsprængning.
- Hold øje med dine vandhaner og andre installationer, der bruger vand: Er der fx pludselig ikke vand på ene badeværelse eller ingen varme i radiatoren på det bagerste værelse, kan det være tegn på et tilfrosset rør, men stor risiko for en sprængning af røret.
Frostsprængte vandrør
De fleste opdager en frostsprængning ved at store mængder vand pludselig strømmer ud.
Det skal du gøre, hvis har det et frostsprængt vandrør:
1) Luk straks for vandet ved stophanen/afspærringsventilen
2) Tør så meget vand op som overhovedet muligt
3) Tilkald hjælp fra et VVS-firma
4) Kontakt dit forsikringsselskab
Tilfrosne rør
Hård frost kan skabe en isklump inde i vandrøret, men uden et brud på røret endnu. Et tilfrosset rør kan nemt føre til en sprængning og en vandskade.
Det skal du gøre, hvis har det et tilfrosset vandrør:
1) Luk for vandet ved stophanen/afspærringsventilen
2) Tilkald hjælp fra et VVS-firma