Frisk start på firmaidrættens svømmeaktiviteter i Jetsmark Idrætscenter

Jeppe Moesgaard Christensen på SUP board Foto: Pandrup Firma & Familie Idræt
Print Friendly, PDF & Email

Frisk start på firmaidrættens svømmeaktiviteter i Jetsmark Idrætscenter

Efter Corona-nedlukning og en større renoveringsperiode af Jetsmark Idrætscenters svømmehal og omklædning, er det endelig muligt at komme i vandet igen for de mange deltagere i Pandrup Firma & Familie Idræts fornøjelige familiesvømning.

Denne fredagsaktivitet har i 27 sæsoner været en fast optakt til weekenden for mange børnefamilier og bedsteforældre, der benytter eftermiddagen til en herlig fælles-dukkert i svømmehallens tre bassiner.

Ja, fredagssvømningen har for flere helt spæde børn været den første kontakt med vandet i mors eller fars trygge favn.

Gennem kommende sæsoner skabes en tryghed ved det våde element, som helt sikkert kommer børnene tilgode senere i livet – og senest når skolesvømningen kommer på skemaet.

”Vores formål er at lære børnene de basale svømmekundskaber og opnå fortrolighed med vandet. Vil man lære noget derudover, er der andre, som er bedre til de end os. Men sammen med forældrene og vores livreddere kan vi give dem en god og positiv oplevelse ved at være i vandet – og det er også vigtigt” fortæller Bettina Bonde som formand for svømmeudvalget i Pandrup Firma & Familie Idræt.

”Vi oplever i dag, at børnene fra de første år, hvor vi havde familiesvømning i idrætscentret, nu vender tilbage som forældre til deres egne små poder. Det er vi meget stolte af – og ser det som et klart udtryk for brugernes glæde og gavn af denne underholdende vandtræning og fællesskab med familie og/eller venner”.

Bettina har selv været med fra starten og driver i dag denne hyggelige vandaktivitet med en fast stab af frivillige værter og livreddere.

”Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre” er hun overbevist om.

”Vi nyder at tage godt imod, når familien møder op – og tager os også pænt af alle, mens de hygger og boltrer sig i bassinerne. Det er med andre ord fornøjeligt både for deltagere og de frivillige på bassinkanten”.

Der er plads til alle i familiesvømningen. Hvis man blot vil svømme nogle baner, kan det fint lade sig gøre i det afgrænsede område. Hvis man i stedet vil være sammen med familie eller venner, kan man også sagtens finde sig en god plads i idrætscentrets varme bassiner.

”Vi glæder os til, at hele idrætscentret står færdigrenoveret til næste sæson, for det bliver helt fantastiske forhold i det nye center. I mellemtiden må vi alle leve med lidt logistiske uhensigtsmæssigheder – og det går helt fint.

Vore deltagere er heldigvis mere motiverede for at komme i vandet – og lader sig ikke stoppe af en ikke helt optimal tilgang til bassinerne” udtaler Bettina Bonde efter de første uger med familiesvømning.

Som et lille plaster på såret – og til brug fra omklædningsrum til svømmehallen, får hver deltager i denne sæson udleveret en fin pose med et lækkert badehåndklæde, som man kan tage om sig.

”Selvom der allerede er god søgning til fornøjelig familiesvømning – og også nye ansigter blandt de tilmeldte, er der stadigvæk plads til flere både nye og tidligere medlemmer” slutter Bettina Bonde.

Fredag kunne Jeppe Moesgaard Christensen fra Åbybro som den første sætte pagajen i vandet på en af foreningens fire nye SUP boards – i første omgang i det medfølgende sæde, men senere også i den mere korrekte stående position.  Det var han rigtigt sej til.

Købet af de populære SUP boards har været muligt via et velvilligt sponsorat fra Sparekassen Danmark – Fonden Hvetbo, som har støttet foreningen med fire komplette sæt til stand up paddle.

Med SUP aktiviteternes nuværende popularitet ville vi give vores deltagere en mulighed for at prøve dette. Vi har et hjørne af det store svømmebassin, som ikke bliver udnyttet så meget til familiesvømningen. Her kan man nu prøve sine evner af på disse oppustelige boards.

”Men ellers er disse ”brædder” også bare et fantastisk element i børnenes leg i vandet” fortæller Bettina Bonde videre.

Firmaidrættens dykkere, som er i svømmebassinet lørdag formiddag, kan også udnytte disse boards – blandt andet som platform til dykkerudstyret eller som afsæt, når der skal dykkes.

Så vi er rigtigt glade for, at Sparekassen Danmark – Fonden Hvetbo valgte at støtte os, så vore medlemmer kan prøve denne aktivitet.