ForsideAabybroFrem med sukker og syltetøj: Tirsdag er det pandekagedag

Frem med sukker og syltetøj: Tirsdag er det pandekagedag

Rasmus Klump ved det, men ved du det også? Tirsdag den 25. februar er det International Pandekagedag, og endelig er der en undskyldning for at indtage et bjerg af pandekager.

Pandekagedagen opstod formentlig blandt kristne, dengang kirken bød dem at faste i hele 40 dage op til påsken. Her skulle mel og æg af vejen før fasten, så det ikke gik til spilde. Og hvad var bedre at bruge det til end at bage pandekager?  


Vil du følge den gamle skik, kan du kaste dig over denne opskrift fra Madensverden.dk. Det er den bedste opskrift på de klassiske pandekager, samtidig får du et par tricks til at få den helt rigtige pandekagedej, så resultatet bliver vellykket.

Ingredienser til 10 pandekager

3 deciliter mælk
150 gram hvedemel
4 æg
1 teskefuld vaniljesukker
2 teskefulde sukker
1 lille teskefuld kardemomme 
Et lille nip salt

Fremgangsmåde

1.   Kom hvedemelet i en skål, og pisk halvdelen af mælken sammen med melet så der ikke er klumper tilbage. Pisk derefter resten af mælken ind i dejen. På den måde undgår du altid klumper i din pandekagedej. Du kan udskifte halvdelen af mælken med hvidtøl, hvis du ønsker en mere karamelliseret smag.

2.   Pisk æggene i et ad gangen og tilsæt vaniljesukker, sukker og kardemomme. Kom også lidt salt ved. Pisk igen pandekagedejen jævn.

3.   Stil skålen med den færdiglavede pandekagedej i køleskabet i en halv time. Det gør, at pandekagerne bliver pæne og ikke så let går i stykker.

4.   Smelt lidt smør på en middelvarm pande og varm panden godt igennem. Kom dej på og vend panden rundt, så pandekagen fordeles jævnt i panden.

5.   Bag pandekagerne gyldne på begge sider, og læg til side. Tilføj en ny klat smør til hver pandekage, da smørret er med til at give pandekagerne smag.

6.   Læg dem efterhånden på et fad, som du holder varm i en 70 grader varm ovn.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER