Frem med skibukser, kælke og sneskovl – Udsigt til vintervejr

Mon ikke der er nogle, der krydser fingre for, at der kommer så meget sne, at der kan trilles en snemand eller to. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Frem med skibukser, kælke og sneskovl – Udsigt til vintervejr

Kalenderen siger vinter og DMI fortæller, at koldere vejr fra i dag vil trække ned over os fra Nord – og sidst men ikke mindst tegner det også til snebyger i løbet af natten til onsdag.

Så er man til det hvide landskab, er der lidt at se frem til – og er man mere forbeholden over for udsigten til sne, så er der tid til at forberede sig – frem med skibukser, kælke og sneskovl – så du er klar.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fortæller i dag følgende på deres hjemmeside:

Tirsdag drejer vinden til nord, og det betyder koldere dage og nætter, men også mulighed for perioder med solskin og ikke mindst snebyger rundt omkring.

Usikkert, hvor sneen vil falde
Fra natten til onsdag og det efterfølgende døgn eller to, trækker kulden for alvor ned over os fra nord – og det giver gode betingelser for dannelsen af snebyger.

Det er usikkert, hvor præcist snebygerne vil falde, men byger rammer ofte lokalt, mest ved kyster med pålandsvind. Der kan desuden komme pænt store mængder sne til de heldige (eller uheldige), da bygerne ofte ligger på en fastlåst linje, og hermed vil det sne over det samme område i længere tid.

Den seneste prognose peger på flest og ret kraftige snebyger i Vendsyssel, Himmerland, Vest-og Nordsjælland, og senere måske ned over Lolland og Falster.

Generelt er der udsigt til mellem 1 og 8 cm sne. Og der, hvor der kommer flest snebyger, kan det summe op til mellem 10 og 20 cm sne. Det er dog usikkert hvor meget sne der lægger sig. Lufttemperaturen vil holde sig omkring eller lidt over frysepunktet, sneen vil derfor mange steder være ret våd. Jordtemperaturen er også ret høj, omkring 5 grader, så i begyndelsen vil noget af sneen smelte inden overfladen er kølet ned.    

Vær opmærksom på, at kraftig sne kan medføre trafikale problemer grundet glatføre og nedsat sigtbarhed.

Kold luft fra nord sætter gang i snebygerne
Årsagen til, at gråvejr udskiftes med snevejr hænger sammen med de store tryksystemer, der styrer vores vejr.

I flere dage har et kraftigt højtryk over Rusland sendt skyer og ret kold luft ind over os, med nu svækkes højtrykket, og et nyt kraftigt højtryk er bygget op fra østlige Grønland til Island, hvilket vil sende kold arktisk luft ned over Nordeuropa. Et lavtryk med kold og ustabil luft over Nordkalotten vil samtidig bevæge sig sydpå til Sydskandinavien og Danmark. Den luft, der kommer til os, har en helt anden oprindelse – nemlig fra Nordøstgrønland og Ishavet. Luften er iskold og meget ustabil, hvilket giver mulighed for kraftige snebyger. For når temperaturforskellen mellem luften i højden og vandet er stor, forstærker det dannelsen af byger.

Med andre ord, snebygerne dannes og stortrives over det relativt varme havvand, der ligger rundt om Danmark.