Freds-Cykelturné rammer Tranum Strandgård med gratis koncert
Freds Cykelturne med Christa Gunilla Wolf besøger Tranum Strandgård lørdag den 16. august kl. 14:00.
Du og alle andre er inviteret til denne unikke oplevelse.
Christa Gunilla Wolf er turnerende sangskriver med en lidt anderledes tilgang.
I august drager hun ud på Freds-Cykelturné langs Vesterhavet fra Blokhus til Tønder, hvor hun spiller sine sange i de byer, hun cykler gennem – en musikalsk rejse med budskabet om fred og kærlighed i bagagen.
Turnéen kulminerer på Tønder Festivals campingscene, hvor hun spiller turens sidste koncert.
“Vi er glade for at Christa Gunilla Wolf har valgt at lægge vejen forbi Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter og giver vores gæster en fredskoncert på hendes vej til Tønder” – udtaler Tranum Strandgårds forperson Dorte Scheuer – “og det er gratis for publikum, men Christa Gunilla Wolf tager gerne imod frivillige bidrag til at hjælpe med at dække udgifterne i forbindelse med turneen”.
Christa Gunilla Wolf repertoire består af bløde, nærværende sange, der ønsker at give publikum troen på det gode tilbage. På turneen spiller hun både egne numre som de netop udgivne Make Love Not War og Lullaby – samt fortolkninger af klassikere som 99 Luftballons, Ein Bisschen Frieden og Blowing In The Wind.
“Jeg glæde mig meget at komme forbi Tranum Strandgård og dele mit fredsbudskab og min musik med jeres publikum – og måske sprede lidt ekstra varme og håb i sensommeren” – siger Christa Gunilla Wolf.
Og i forbindelse med koncerten er der en oplagt mulighed for at se Tranum Strandgårds sensommerudstilling med den tyske kunstner Jürgen Cofalka.
Alle er velkomne til arrangementet og Tranum Strandgård håber på stor opbakning denne lørdag eftermiddag. Tilmelding er ikke nødvendig – man møder bare op…


