Fra sparekassedirektør til politisk kandidat – Henrik Agesen stiller op for Venstre i Jammerbugt Kommune
Når vælgerne den 18. november går til stemmeurnerne ved kommunalvalget i Jammerbugt Kommune, er 63-årige Henrik Agesen fra Klim blandt kandidaterne for Venstre.
Henrik er født og opvokset i Thorup-Klim området, hvor han også bor i dag sammen med sin hustru Jette. Hun arbejder som støttelærer på Klim Friskole. Parret har to voksne børn, Rikke og Nikolaj, som begge bor i Aalborg-området, og derudover glæder de sig over to dejlige børnebørn.
– Jeg har haft hele mit liv her i lokalområdet, og jeg føler en stærk tilknytning til både mennesker og foreninger her i den vestlige del af Jammerbugt. Det er et fantastisk sted at bo – med havet, fjorden og skoven lige omkring os, siger Henrik Agesen.
Erfaring fra Klim Sparekasse
Efter 40 år i Klim Sparekasse – heraf de seneste 21 år som direktør – valgte Henrik i 2022 at trække sig tilbage for at prioritere familien og fritiden anderledes.
– Jeg havde et spændende og givende arbejdsliv, men efter mange år som direktør kunne jeg mærke, at tiden var inde til at skrue ned for tempoet. Jeg ville gerne bruge mere tid på familien, på foreningslivet og på bestyrelsesarbejdet, fortæller han.
Engagementet i foreningslivet har altid fyldt meget i hans liv. Han har gennem årene været aktiv som både træner, bestyrelsesmedlem og arrangør i en række lokale foreninger. I dag har han flere tillidsposter – blandt andet som næstformand for Fjerritslev Fjernvarme, formand for Thorup-Klim Hallen, næstformand i Sparekassen Balling og kasserer i Thorup-Klim Dagligvarebutik.
– For mig er det en naturlig del af livet at engagere sig. Hvis man vil have, at et lokalsamfund trives, så må man også selv bidrage. Det har jeg altid gjort med glæde, siger han.
Tid til politik
Politik – og især lokalpolitik – har længe haft Henrik Agesens interesse, men først nu føler han, at tiden og energien er til at kaste sig ind i arbejdet.
– Jeg har altid fulgt med i lokalpolitik, og jeg har ofte tænkt, at jeg en dag gerne ville bidrage aktivt. Nu har jeg overskuddet, erfaringen og lysten. Jeg brænder for at gøre en forskel for både de små lokalsamfund og centerbyerne, siger han.
Med fire årtier i finanssektoren bag sig føler han sig godt rustet til at tage fat på de økonomiske og strukturelle udfordringer, som en kommune står overfor.
– Jeg ved, hvor vigtigt det er med en stabil og sund økonomi. Det giver handlefrihed og mulighed for at udvikle kommunen. Uden en solid økonomi kan man ikke skabe hverken gode skoler, pleje eller erhvervsvækst, understreger han.
Vil styrke skoler og ældrepleje
Henrik Agesen vil især arbejde for, at kommunens skoler får flere lærerressourcer.
– Det handler om at skabe trivsel og faglighed – ikke bare effektivitet. Vi skal passe på både børnene og lærerne, siger han.
Han peger også på ældre- og handicapområdet som et sted, hvor kommunen kan gøre mere.
– De ældre og handicappede skal have mere hjælp og tid, når de får besøg fra kommunens ansatte. Jeg vil arbejde for, at medarbejderne får mere frihed og ansvar i faste teams. De skal have lov til at bruge deres faglighed i stedet for at bruge tiden på kontrol og papirarbejde, siger han.
Henrik tilføjer, at han både kæmper for, at de små skoler skal bevares, men også for, at de største klasser får tilført flere lærerressourcer. Samtidig ser han friskolerne som en vigtig del af kommunens samlede skoletilbud.
Udvikling i hele kommunen
Henrik Agesen mener, at udviklingen i Jammerbugt skal fordeles mere jævnt på tværs af kommunen.
– Vi skal passe på, at udviklingen ikke samler sig for meget i Aabybro og omegn. Der skal også være gode muligheder i den vestlige del – både for erhverv, bosætning og foreningsliv. Fleksible lokalplaner og hurtig sagsbehandling er afgørende, når borgere og virksomheder har nye idéer, mener han.
Han vil samtidig arbejde for, at den nuværende landdistriktspolitik fortsætter.
– Det er enormt vigtigt for vores lokalområder, at ildsjælene og de mange frivillige løbende bakkes op af kommunen. Det er foreningslivet, der giver liv, fællesskaber og masser af glæde i vores lokalsamfund, siger han.
Turisme og grøn omstilling med omtanke
Turismen spiller en vigtig rolle i Jammerbugt Kommune, og den udvikling skal fortsætte – men med omtanke, understreger Henrik Agesen.
– Turismen betyder meget for vores kommune, og vi skal bakke op om nye initiativer. Men det skal ske med respekt for lokalbefolkningen og det eksisterende erhvervsliv, siger han.
Et godt eksempel, fortæller han, er Thorup Strand, som er et rigtig dejligt sted i lokalområdet, hvor bæredygtigt fiskeri forenes på bedste vis med masser af turisme og et tæt samarbejde med de lokale indbyggere samt Jammerbugt Kommune.
Han ønsker også, at den grønne omstilling skal ske i tæt samarbejde med lokale aktører.
– Jeg tror på dialog og samarbejde frem for pålæg og forbud. Landbruget er en vigtig del af vores kommune, og de lokale lodsejere skal være en del af løsningen. Jeg ønsker ikke flere store indhegninger i skov- og plantageområder, tilføjer han.
Klar til at tage ansvar
For Henrik Agesen handler politik om ansvar, samarbejde og respekt for fællesskabet.
– Jeg vil gerne være med til at sikre, at Jammerbugt fortsat er et godt sted at leve – uanset om man bor i en centerby eller i et lille lokalsamfund. Kommunen skal være en god arbejdsplads for de ansatte, og borgerne skal have valgmuligheder gennem hele livet – fra børnepasning og skole til plejehjem, siger han.
Til slut sender han en klar opfordring til vælgerne:
– Jeg er klar til at tage ansvar og kæmpe for hele vores dejlige kommune. Derfor håber jeg på en personlig stemme den 18. november, siger Henrik Agesen.


POLITISK REKLAME. Sponsor: Venstre i Jammerbugt Kommune. Sponsor er kontrolleret af: Venstre i Jammerbugt Kommune. Annoncen er knyttet til Kommunal- og Regionsvalg 18.11.25. LINK: https://jammerbugt.venstre.dk/venstres-kandidathold.html

