Fotoudstillingen Fra Skygge til Lys kommer til Jammerbugten
Fredag den 28. august åbner Frivillighuset Jammerbugt dørene til fotoudstillingen Fra Skygge til Lys i forbindelse med Brovst By-Night fredag den 28. august. Fra kl. 17.00 til 21.00 er alle velkomne til at kigge indenfor – og i anledning af, at Frivillighuset Jammerbugt i år har 20 år på bagen, byder huset på kaffe og kage.
Udstillingen Fra Skygge til Lys er udviklet af Frivilligcenter Frederikshavn og giver et personligt indblik i 13 nordjyders hverdag. Deltagerne har selv fået et engangskamera i hånden og dokumenteret de mennesker, steder, glæder og udfordringer, der fylder i deres liv. Gennem billederne får publikum mulighed for at komme tættere på historier, som ellers ikke altid bliver set eller hørt, og formålet er at nedbryde barrierer, misforståelser og fordomme ved at lade mennesker fortælle deres egen historie.
”Vi er rigtig glade for at kunne bringe Fra Skygge til Lys til Jammerbugten. Udstillingen minder os om, hvor vigtigt det er at være nysgerrige på hinanden og se mennesket frem for de forestillinger, vi måske har på forhånd. Vi håber, at mange vil bruge By-Night som anledning til at kigge indenfor, opleve udstillingen og få en kop kaffe og et stykke kage med på vejen,” siger Tanja Kjær Larsen, leder af Frivillighuset Jammerbugt.
Udstillingen handler ikke kun om udsathed, men om mennesker og om de små og store ting, der skaber et liv: familie, venskaber, natur, kærlighed, udfordringer og stolthed.
Der vil også være små aktiviteter for børn og barnlige sjæle, så hele familien kan være med, når Frivillighuset slår dørene op under By-Night. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
Udstillingen Fra Skygge til Lys kan efterfølgende opleves i Frivillighuset frem til midten af oktober i husets almindelige åbningstid.




