ForsideJammerbugtFra i dag kan udsatte børnefamilier søge vinterhjælp hos Røde Kors

Fra i dag kan udsatte børnefamilier søge vinterhjælp hos Røde Kors

Fra i dag kan udsatte børnefamilier søge vinterhjælp hos Røde Kors

Mange børnefamilier i Danmark har været hårdt ramt af en lang periode med høj inflation og stigende fødevarepriser. Og for mange er det fortsat svært at få råd til hverdagen. Fra i dag kan familierne søge støtte fra økonomisk akutpulje hos Røde Kors.

Fra d. 20. februar kl. 10 kan man som børnefamilie søge om 1.000 kroner i økonomisk støtte, hvis man som mange andre har haft ekstraordinært svært ved at få pengene til at række det seneste år. Som noget nyt modtager familierne kontanter, der vil blive indsat direkte på deres NemKonto.

Og behovet er stort.

”Vi har alle kunnet mærke de stigende priser på el og mad det seneste år, men for udsatte familier har prisstigningerne gjort livet rigtig svært. Derfor uddeler Røde Kors vinterhjælp, som er et engangsbeløb til familier, som oplever, at de er særligt pressede på pengepungen”, siger generalsekretær i Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl.

Sparer på medicin og mad til børnene
En undersøgelse foretaget blandt udsatte børnefamilier i Danmark fra oktober 2023 udarbejdet af Røde Kors viste blandt andet, at 16 procent af de adspurgte familier havde undladt at købe lægeordineret medicin til deres barn, at 24 procent har undladt at give deres børn nødvendige måltider, og 66 procent har undladt at give deres børn nødvendigt tøj eller fodtøj, fordi der ikke var råd. Mange af familierne pegede på prisstigninger på dagligvarer, el og varme som årsagen.    

”Det er svært at forestille sig, hvordan det føles som forælder at skulle fravælge medicin til sit syge barn eller vinterstøvler og vinterfrakke til sine børn, mens sneen ligger uden for vinduet. Det gør man kun, hvis man ikke har andet valg. Forhåbentlig kan vinterhjælpen betyde, at der bliver råd til nogle af de ting”, siger Anders Ladekarl.

Går ud over fællesskabet
Alle familier, der bliver tildelt vinterhjælp, vil også modtage et tilbud om at blive en del af Røde Kors længerevarende sociale aktiviteter som f.eks. familienetværk og integrationsaktiviteter.   

”Hos Røde Kors ser vi desværre ofte, at mange falder ud af fællesskabet, når økonomien strammer til. Der bliver ikke råd til at deltage i sociale aktiviteter, i fritidsaktiviteter eller at invitere klassen til fødselsdag. Derfor er det så vigtigt, at der med den økonomiske støtte også følger et tilbud om at deltage i nogle af de fællesskaber, Røde Kors har at byde på”, siger Anders Ladekarl.

For at kunne komme i betragtning til vinterhjælp kræver det, at man bor i Danmark, har mindst ét barn, der bor hjemme, eller som man har samvær med, samt at man lever op til de økonomiske kriterier. Røde Kors har en forventning om at kunne give vinterhjælp til 12.600 familier i år. 

Familierne kan søge hjælpen på rodekors.dk/vinterhjaelp. Puljen er åben, indtil alle midler er uddelt. 

Midlerne til vinterhjælp kommer blandt andet fra Socialstyrelsen og 15. juni Fonden.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER