ForsideBlokhusFra drøm til virkelighed: Susanne flyttede til Blokhus og åbnede frisørsalon

Fra drøm til virkelighed: Susanne flyttede til Blokhus og åbnede frisørsalon

Fra drøm til virkelighed: Susanne flyttede til Blokhus og åbnede frisørsalon

“Her i Blokhus er der højt til loftet, fred og ro – og samtidig sker der en masse. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at bo”, fortæller Susanne Burmølle.

Hun har gjort alvor af en gammel drøm: Hun er flyttet til Blokhus og har åbnet frisørsalonen Blokhus Frisøren midt i byen.

Susanne Burmølle er 64 år, mor til to, mormor til fem, og har haft frisørsalon i Vejgaard i 36 år. Men i april 2025 rykkede hun teltpælene op, købte huset midt i Blokhus, som hun har drømt om i årevis – og slog dørene op til en ny tilværelse.

“Min mor elskede Blokhus, og vi har altid ønsket, at hun fik et sommerhus heroppe. Det nåede hun aldrig. Så mine børn sagde til mig: ‘Mor, det samme skal ikke ske for dig. Du har jo altid talt om at bo i Blokhus’. Og de havde jo ret. Nu bor jeg her – og jeg elsker det”, fortæller Susanne med et smil.

Alt er lige om hjørnet – og naboerne hilser velkommen med vin og chokolade

Susanne er vokset op i Nørresundby og har altid haft en særlig kærlighed til Blokhus. Derfor var det også noget særligt, da både byen og naboerne tog så godt imod hende.

“De kom forbi med vin og chokolade og sagde, jeg bare skulle sige til, hvis jeg manglede noget. Man føler sig virkelig velkommen – det er så dejligt”, fortæller hun.

Hendes nye hjem ligger midt i byen, med kort afstand til både strand, skov og torv. Huset er nænsomt renoveret i lyse toner med trægulve og orangeri, og fra terrassen er der udsigt til byens liv. Men indenfor er der ro.

Foto: Jammerbugt Kommune

“Hvis jeg måtte bygge et hus midt på torvet, havde jeg gjort det”, griner hun. “Nu bor jeg så tæt på, som jeg kan komme – og jeg har ikke mere end to minutter til alting”, tilføjer Susanne.

Et liv tæt på hav og skov

Naturen fylder meget i Susannes hverdag. Hver morgen åbner hun døren fra soveværelset og træder ud på terrassen – uanset vejr og vind.

“Jeg kan høre havet og mærke den friske luft. Det er helt fantastisk”, fortæller hun.

Blokhus Strand ligger under 400 meter væk, og skoven lige om hjørnet. Her går hun ofte ture med børn og børnebørn – og gerne en kombination af begge.

“Vi går ned til havet, og bagefter op i skoven. Den er så smuk – og børnebørnene elsker naturlegepladsen”, fortæller hun. “Her i påsken klippede vi grene, legede på pladsen og satte æg på grenene derhjemme. Det var så hyggeligt”, tilføjer hun.

Feriestemning hele året – og mere ro i hverdagen

Hverdagen i Blokhus er blevet en god blanding af arbejdsro og byliv. Salonen er indrettet med sans for både æstetik og atmosfære, og kunderne bliver budt på kaffe, vin eller en ”Blokhus-kaffe” – kaffe med et strejf af Bailey.

“Tempoet er lavere her end i byen. Jeg tager mig god tid til kunderne – og det nyder både de og jeg. Og selvom byen er lille, mangler der ikke noget”, fortæller Susanne.

“Jeg elsker at shoppe her – vi har så mange fede butikker, at man ikke behøver tage andre steder hen. Og lækre restauranter… der er stadig nogen, jeg mangler at prøve”, tilføjer hun.

Nyt liv – nye muligheder

Nu hvor salon og hus er ved at være på plads, glæder Susanne sig til at udforske endnu mere. Hun har allerede meldt sig til oktoberfest i Hune – og har øje på både yoga, fitness og kreative aktiviteter med ler.

“Der er så mange muligheder heroppe – jeg skal nok få tiden til at gå”, smiler hun.

Nogle aktiviteter springer Susanne dog over – som f.eks. helårsbadning og løb, som ellers er populære i Blokhus og trækker mange til i de lokale fællesskaber. “Jeg har hørt om Søstjernerne, der bader hver morgen året rundt – men det er ikke lige mig”, smiler hun. “Jeg holder gerne deres håndklæder”.

Her bliver jeg gammel

For Susanne har det været en livslang drøm at bo i Blokhus – og nu hvor hun er her, er hun ikke i tvivl:

“Jeg var spændt på, om det virkelig var så fedt, som jeg troede. Men det er det. Jeg flytter aldrig herfra – kun hvis jeg skal på plejehjem”, griner hun.

“Alle, jeg kender, der er flyttet herop, siger det samme: ’Det er det fedeste, vi har gjort i vores liv’”, fortæller hun. “’Vi er så glade for at være her’”.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER