Fortjent sejr i sæsonpremiere

JammerbugtFC
Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Det krævede som forventet hårdt arbejde at hente alle tre point fra sæsonpremieren, hvor fynske SfB-Oure FA gæstede Sparekassen Vendsyssel Arena.

Gæsterne var velspillende og ofte på bolden, men Jammerbugt FC kontrollerede kampen gennem en stærk defensiv og var samtidig holdet, der skabte chancerne.


Især 1. halvleg var det tydeligt, at der var tale om en sæsonpremiere. Spillet var i store perioder uroligt og søgende, mens den sidste præcision manglede i afleveringer og afslutninger.

Jammerbugt FC var ellers tæt på allerede i kampens andet minut, da en velspillende Morten U. Thomsen fandt Sead Gavranovic foran mål. Afslutningen blev dog klaret af gæsternes keeper. Det var samme udfald midtvejs i de første 45 minutter, da UT denne gang lagde bolden i feltet til Viktor Ahlmann.

Jammerbugt FC havde flere debutanter i kampen, men det ændrede ikke på at holdet var godt organiseret og sammenhængende, når der blev forsvaret. Marcus B. Sørensen, Emil A. Nielsen, Mathias Mortensen og indskiftede Lasse Storvang fik alle deres første minutter i den blå trøje, og alle var de, sammen med resten af holdet, med til at holde gæsterne fra chancer. Det blev til enkelte frispark på kanten af feltet, men det var også det.

Efter pausen blev spillet fremad banen bedre for Jammerbugt FC. Der blev lavet nogle ændringer og cheftræner Bo Zinck fik bekræftet, at truppens bredde og styrke er fremragende. De blåblusede skabte flere gode chancer og fik i perioder presset de nyoprykkede fynske gæster.

Målet kom efter en lille time. Efter flot forarbejde af oplægger Viktor Ahlmann, som på baglinjen satte en mand og lagde bolden fladt i feltet, stod Bardhec Bytyqi klar foran mål og sendte bolden langs græsset i det lange hjørne.

1-0 målet udløste stor forløsning både på lægterne og blandt spillerne, og det løftede spillet yderligere i takt med premierenerverne forduftede. Hjemmeholdet havde flere gode chancer. Morten UT kom tæt på og debutant Lasse Storvang var centimeter fra et drømmemål, da angriberen et godt stykke uden for feltet med en flugter bragede bolden på sammenføjningen af gæsternes mål. Storvang kom også tæt på i en anden situation, og så var det også Storvang, som satte angrebet, der første til den anden scoring, op.

Den indskiftede debutant sendte fra midterlinjen Morten U. Thomsen afsted mod det fynske mål. UT bevarede overblikket, trods spurten med bold over en halv banelængde, og fandt foran mål Max Møller, der var fulgt med i feltet. Kantspilleren kunne her ubesværet sætte indersiden på og så var kampen lukket få minutter før slutfløjt.

En velfortjent, men også hårdt kæmpet sejr, mod et velspillende SfB-Oure FA var i hus. Jammerbugt FC kom fra land med en vigtig premieresejr i en sæson, hvor der bliver hård kamp om hvert eneste point. Nu er de tre første allerede på kontoen og holdet fik vist, at det har masser at byde ind med alle hjørner af en stærk trup.

Det bliver der også brug for næste weekend, hvor turen går mod Middelfart til sæsonens første udebanekamp.

Jammerbugt FC – SfB-Oure FA: 2-0 (0-0)
57’ 1-0 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC
88’ 2-0 Max Møller, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Glenn Rask (Michael Stokbro), Simon Jensen, Nikolaj Lyngø, Emil A. Nielsen (Mads Larsen) – Bardhec Bytyqi (Max Møller), Christian Rye, Mathias Mortensen, Sead Gavranovic – Viktor Ahlmann (Lasse Storvang), Morten U. Thomsen.

Ikke benyttet: Martin Rom Nielsen, Søren Vendelbo Pedersen.