Forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg for to nye sommerhusområder ved Bondagervej og Saltum Strandvej i Saltum bliver nu sendt i offentlig høring i otte uger.
Der er tale om 29 nye grunde ved Bondagervej, som varierer i størrelse fra 1600-2800 m2. De nye sommerhusgrunde kommer til at ligge attraktivt på en sydvendt skråning tæt på Lille Norge-fredningen og med direkte adgang til sti 100.
Grundene ved Saltum Strandvej ligger ca. 1,75 km fra stranden og ca. 2,7 km vest for Saltum by. Grundarealet for disse grunde bliver mindst 1200 m2, hvilket efter planen vil give mulighed for 44 nye sommerhusgrunde.
Indholdet i lokalplanerne
Med lokalplanerne sikres en sammenhæng og harmoni i bebyggelsen. Lokalplanerne fastsætter fælles retningslinjer vedr. udformning, farver, materialer mv.
Lokalplanerne fastsætter bl.a.:
- Bebyggelsesprocent på 15
- Der må opføres ét sommerhus pr. grund
- Boligarealet må maksimalt være 180 m2
- Ud over selve sommerhuset må der opføres garage, carport, udhus, overdækket areal o.l. på maksimalt i alt 50 m2
- Der må bygges et anneks på maksimalt 50 m2, og anneksarealet indgår i beregningen af det samlede areal for sommerhuset
- Bebyggelse må højest opføres i én etage med en maksimal højde på fem meter
- Bebyggelse skal fremstå i træ, ligesom der er retningslinjer for, hvordan taget skal belægges
For grundene ved Bondagervej gælder desuden, at beplantningsbæltet mod Bondagervej videreføres. Der er i den forbindelse krav om lav beplantning af hensyn til udsyn fra grundene. Derfor skal beplantningen bestå af en blanding af egnskarakteristiske træer og buske, som maksimalt bliver to meter høje, og som opretholder en afskærmende funktion året rundt.
For grundene ved Saltum Strandvej er der desuden lagt op til, at der kan etableres et fælles friareal med fx stier, leg- og boldspilsfaciliteter.
De to lokalplaner samt kommuneplantillæg bliver endeligt vedtaget i slutningen af august og offentliggøres umiddelbart herefter.