ForsideJammerbugtForskudsopgørelsen for 2025 er åben

Forskudsopgørelsen for 2025 er åben

Print Friendly, PDF & Email

Forskudsopgørelsen for 2025 er åben

I dag får 5,4 mio. borgere adgang til forskudsopgørelsen for 2025. Det giver mulighed for at tjekke og rette de oplysninger, Skattestyrelsen beregner næste års skat efter. Borgere, der har haft ændringer i deres privatøkonomi, skal være opmærksomme, da ændringerne kan have betydning for skattebetalingen, oplyser Skattestyrelsen i dag i en pressemeddelelse.

Skattestyrelsen har netop åbnet for forskudsopgørelsen for 2025, og dermed ligger Skattestyrelsens bud på den enkelte borgers forventede indtægter og fradrag for året, der kommer, klar. Opgørelsen kan ses i TastSelv på skat.dk, hvor borgerne også kan foretage rettelser, hvis nogle af oplysningerne skal opdateres, så skattebetalingen bliver så korrekt som muligt. 

– Man skal se forskudsopgørelsen som sit skattebudget for året, der kommer. Hvis den stemmer med den økonomi og hverdag, man forventer, bruger man løbende sine fradrag og betaler den rigtige skat. Så det er vigtigt, at man tjekker efter og retter til, hvis der er sket ændringer i løbet af året, der er gået, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge og uddyber:

– Det gælder især, hvis man har ændret løn, fået kortere eller længere afstand til jobbet, haft renteændringer eller købt eller solgt bolig i løbet af 2024. Eller hvis man allerede nu ved, at der vil komme ændringer i løbet af næste år. Der kan altså være oplysninger, man selv skal opdatere, så man betaler det rigtige i skat, siger han. 

Læs gerne mere om forskudsopgørelsen på skat.dk/forskud. Her er der også en guide med eksempler på situationer, hvor forskudsopgørelsen bør rettes, samt hjælp til felterne i TastSelv. 

I alt er det knap 5,4 mio. borgere, der i dag har fået adgang til forskudsopgørelsen for næste års økonomi.  

På Skattestyrelsens hjemmeside ligger desuden en video, der forklarer forskudsopgørelsen på to minutter

Med forskudsopgørelsen for 2025 er det andet år, at den samlede boligskat bliver opkrævet via den løbende skattebetaling. Oplysninger om boligskat fremgår af forskudsopgørelsen under eksisterende ejendomme og grunde. Her kan borgerne også bl.a. fra- og tilvælge indefrysningslån.

Hjælp på telefon, chat og sociale medier 
Når Skattestyrelsen nu åbner forskudsopgørelsen for 2025, sidder der godt 360 medarbejdere klar til at besvare borgernes spørgsmål på telefon, chat og sociale medier. Alligevel kan der opstå ventetid og perioder, hvor det er svært at komme igennem. 

– Der er stor interesse for forskudsopgørelsen. Det betyder, at der kan opstå ventetid, og i perioder kan det blive nødvendigt at bede borgerne ringe igen senere, hvor køen ikke er så lang. Det kan være frustrerende, men jeg forsikrer, at vi gør alt for at besvare de mange henvendelser, så hurtigt vi kan, siger Ulrick Junge. 

Sidste år besvarede Skattestyrelsens ansatte i Borgervejledningen ca. 500.000 henvendelser på telefonerne, chat, mail og sociale medier fra åbningen i november 2023 til 31. januar 2024. Heraf var godt 425.000 alene på telefon.  I samme periode besvarede Skattestyrelsens chatbot ca. 16.700 henvendelser – chatbotten dukker automatisk op på skat.dk., og den kan besvare henvendelser døgnet rundt.

Oplysningerne i forskudsopgørelsen kan rettes løbende gennem hele 2025. Dog skal ændringerne for de fleste borgere være foretaget senest 10. januar 2025 for at slå i gennem til den første lønudbetaling i januar. 

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER