Forskning kortlægger hundes adfærdsproblemer
Hvor almindelige er adfærdsproblemer egentlig hos forskellige hunderacer, og hvad er årsagerne til dem? Det håber forskerne bag et nyt forskningsprojekt på at finde svarene på og dermed skabe et mere omfattende billede af hundes adfærdsproblemer.
– Tidligere forskning har ofte været baseret på, at engagerede hundeejere selv tilmelder sig studier, hvilket indebærer den risikofaktor, at visse racer og ejere bliver underrepræsenterede. Med hjælp fra en uvildig selektion håber vi at nå bredere ud og få et mere repræsentativt billede, siger Lina Roth, lektor ved Linköping Universitet. Projektet er finansieret af Agria og SKK Forskningsfond.
Målet er at undersøge, hvor almindelige forskellige adfærdsproblemer er hos forskellige racer, og hvilke faktorer der kan påvirke; For eksempel livsstil, ejerens personlighed og samspillet mellem hund og ejer.
Ved at bruge et tilfældigt udvalg af hundeejere fra bl.a. Svensk Kennel Klub og Landbrugsstyrelsen, ønsker forskerne at nå selv de ejere, der normalt ikke deltager i forskningsstudier, og dermed få et mere repræsentativt billede af hundebestanden.
– Vi ved allerede, at ejeren er af stor betydning for hundens adfærd og velbefindende. Med dette studie ønsker vi at uddybe forståelsen af, hvordan forskellige faktorer interagerer og dermed få et mere præcist billede af, hvor almindelige forskellige problemadfærd er hos forskellige hunderacer, siger Per Jensen, professor ved Linköping Universitet.
Projektet løber over to år, og resultaterne vil give vigtige indsigter i hundes adfærdsproblemer – en viden, som kan være værdifuld for såvel omplaceringsorganisationer, opdrættere og hundeejere.
– Vi håber at kunne identificere mønstre, der er forbundet med hundens adfærd, og bidrage med viden, der på lang sigt kan forbedre livskvaliteten for både hunde og deres ejere, siger Lina Roth.

