Forsamlingsforbud og afstandskrav gælder stadig

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Efter indholdet af fase 2 af genåbningen af Danmark blev præsenteret, var der pressemøde med statsminister Mette Frederiksen.

Hun kunne fortælle, at forbuddet mod at forsamle sig mere end 10 personer stadig er gældende, og det vil det være som minimum i resten af denne måned. Derudover fastholdes kravet om at holde to meters afstand til hinanden også.


– Som udgangspunkt i fase to, det vil sige den næste måneds tid, gælder grænsen for, hvor mange der må samles. Det er maksimalt 10 personer, og det gælder fortsat, siger statsminister Mette Frederiksen.

– Hvad angår afstandskravet er det en del af sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det
er ikke en del af de politiske drøftelser, siger hun.


Forsamlingsforbud gælder også breddeidræt
Der åbnes nu for udendørs breddeidræt, men forsamlingsforbuddet kommer også til gælde her.

Adspurgt om man kan spille amatørfodbold med 22 spillere på banen og efterfølgende omklædning i omklædningsrum svarer statsministeren:

– Nej.

Det blev efterfølgende uddybet:

– Vi ved, at der er rigtig mange, der gerne vil i gang med at dyrke idræt. Jeg har selv en dreng, der gerne vil i gang. Men det skal ske i mindre grupper og uden den kontakt, der er i nogle sportsgrene, siger Mette Frederiksen.


Melding om grænseåbning senest 1. juni
Grænserne er også stadig lukkede, men der kommer nyt herom senest den 1. juni.

– Jeg har forståelse for, at mange gerne vil afklare sommerferien, men vi bliver nødt til at følge sygdommen. Det bliver inden 1. juni, siger Mette Frederiksen.