Forkæler du dit kæledyr lidt ekstra i julen?
Danskernes kæledyr skal også mærke, at det er jul. Det viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring: 64 procent af de danske hundeejere planlægger at forkæle deres hunde lidt ekstra denne jul. Det samme gør hver fjerde katteejer. Men samtidig med at julen hænges op og sættes på bordet, stiger antallet af kæledyr, der kommer alvorligt til skade eller bliver syge, til det dobbelte, advarer forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Hund og kat skal også mærke, at det er jul: Det i sig selv er ikke den store nyhed, eftersom danskerne siden 1848 har skrålet med på ”Sikken voldsom trængsel og alarm” og sætningen ”lænkehunden selv skal have dobbelt sul”. Men ifølge en ny undersøgelse, foretaget for Agria Dyreforsikring, forkæler danske hundeejere oftere deres dyr i anledning af julen end katteejerne gør, og den yngre generation af dyreejere er mere tilbøjelige til at forkæle deres dyr end de ældre kæledyrsejere:
Ifølge undersøgelsen vil 64 procent af danske hundeejere forkæle deres hunde lidt ekstra denne jul. For danske katteejere er det tilsvarende tal 38 procent.
– Børn elsker at fejre alt fra tøjdyr til hunde og katte, og det fortsætter ofte hele livet. Men jo yngre du er, jo større er sandsynligheden for, at du har et kæledyr, der også bliver forkælet med julegaver den 24., siger Lotte Evers, marketingchef i Agria.
Undersøgelsen viser nemlig, at hele 64 procent af kæledyrsejerne mellem 18 og 39 år forventer at fejre julen med deres kæledyr. De ældste generationer er dem, der sjældnest gør noget særligt ud af julefejringen for deres dyr: For de 40-54 årige er det 42 procent, der fejrer jul for hund og kat, mens der er lidt flere af de 55-74 åriges dyr, der må kigge langt efter gaverne: Her er det 29 procent, der forventer at forkæle hund og kat lidt ekstra ved juletid.
Forbered dit kæledyr til jul
Men julen er ikke kun fyldt med glæde. Julens mange aktiviteter, som ofte inkluderer mange gæster, kan gøre kæledyrene forvirrede og ængstelige. Ændringer i hjemmet, såsom julepynt, mange gæster samt såvel blinkende som levende lys, kan stresse og i værste fald skade vores kæledyr.
– Nogle hunde og katte kan blive stressede, mens andre er mere nysgerrige og vil gerne hilse på gæsterne og udforske julepynt og gavepapir. Glubske firbenede kan lide at smage på både julemad og indholdet af slikskålen. Så er det vigtigt at være et skridt foran og være opmærksom, inden ulykken sker, siger Lotte Evers.
For at mindske risikoen for skader og stress i juleferien kan det være en god idé at planlægge og forberede sig på forhånd. Her er nogle tips:
– Prøv at fastholde så mange normale rutiner som muligt for dit dyr, f.eks. ift. måltider og gåture.
-Skab et roligt sted i dit hjem, hvor dit kæledyr kan trække sig tilbage og føle sig tryg.
-Udnyt ferien med ekstra kvaltetstid med dit pelsede familiemedlem.
-En dejlig gåtur med sjov, leg og snuseøvelser reducerer overskudsenergien, inden familie og venner ringer på døren.
Hold øje med juleborde og juleplanter
Juleskinke, sovs og friturefedt indeholder meget salt og fedt, som kan forårsage saltforgiftning. De fleste mennesker ved, at chokolade indeholder theobromin, som er giftigt for hunde, men katte kan også blive alvorligt påvirkede. Rosiner og druer kan føre til akut nyresvigt.
Hund og kat kat kan desuden få opkast og diarre af den fede fløde, så lad dem ikke slikke skålen når mandlen er fundet! Pakkesnore, julepynt og stearinlys er også potentielle farer for vores kæledyr, ligesom nogle juleplanter som f.eks. julestjerner, mistelten og liljer være giftige og bør opbevares uden for rækkevidde.