Foredrag om den mexicanske maler Frida Kahlo

Peter Kær
Peter Kær Pressebillede
Print Friendly, PDF & Email

Folkeuniversitet Jammerbugt åbner 25. april kl. 19 i Øland Medborgerhus med et foredrag af kunsthistoriker og tv-vært Peter Kær om den kvindelige mexicanske maler Frida Kahlo.

Til åbningsarrangementet vil Peter Kær – kunsthistoriker og tv-vært – fortælle om den kvindelige, mexicanske kunstner Frida Kahlo. Hun var allerede i levende live en legende. Inspireret af mexicansk folkekunst og magisk realisme skabte hun ekstraordinært personlige og hudløsebilleder. Igennem dem får vi indsigt i hendes farverige, dramatiske og smertefulde liv, som ikke mindst var præget af en invaliderende trafikulykke og det stormfulde forhold til maleren Diego Rivera.

Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget fortæller, at Jammerbugt Kommune støtter Folkeuniversitet Jammerbugt med baggrund i, at Videnskaben rykker ud. Og Folkeuniversitet Jammerbugt kommer til at byde på videnskabelige foredrag i samarbejde med lokale kulturaktører og kulturarrangører under mottoet Videnskab, Værtskab, Selskab.

Rækken af foredrag bliver afviklet i samarbejde med lokale kulturaktører, og første gang altså i Øland Medborgerhus, som jo netop gør meget i forhold til kunst, særligt ”Kunst på Øland”. Derfor er det ved åbningen på netop Øland oplagt at høre en kunsthistoriker fortælle.

Videnskaben rykker ud ligger fint i forlængelse af kommunens erfaringer med i øvrigt at sende professionel kunst og kultur ud til de aktive ildsjæle i kommunen, som skaber en ramme for aktiviteten med deres kulturhuse, forsamlingshuse, spillesteder mm. Derved skabes en god og indholdsrig oplevelse for publikum i lokalsamfundene. 

Forventningen er, at der bliver seks Folkeuniversitetsarrangementer under mottoet Videnskab, Værtskab, Selskab.

Næstformand i Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget Kiki Bach sætter stor pris på, at det skal være en totaloplevelse at få ny læring, så der på den måde kan være flere, der har lyst til at blive oplyst samtidig med, at der er en sociale dimension og måske endda en efterfølgende fælles snak om det, man har hørt om til det aktuelle arrangement.

Inden foredraget holder formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen åbningstale for Folkeuniversitet Jammerbugt.

Alle er velkomne og arrangementet er gratis i Øland Medborgerhus, mandag 25. april 2022, kl. 19.00.