For femte år i træk: Feriepartner uddeler 1 mio. kr. til lokale ildsjæle

Esben Filholm
Esben Filholm
Print Friendly, PDF & Email

For femte år i træk er Feriepartner nu klar til at støtte lokale initiativtagere i hele landet med deres landsdækkende Oplevelsespulje på 1 mio. kr. Det betyder, at lokale ildsjæle i Jammerbugten lige nu har en unik chance for at få økonomisk opbakning til udviklende projekter i området.

Sidder du med en idé til en god oplevelse, der kan bringe værdi til feriegæster og beboere i Jammerbugten, kan du nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Midlerne gives til lokale ildsjæle, virksomheder eller foreninger, der brænder for området og vil skabe gode oplevelser, og alene i Nordjylland vil der blive uddelt omkring en halv mio. kr.

– Oplevelsespuljen er vores måde at give lidt tilbage til det lokalsamfund, som er forudsætningen for, at vi kan drive vores forretning. Vores støtte bidrager til, at tanker bliver til handling, så lokalsamfundet bliver endnu mere attraktivt for både besøgende og fastboende, fortæller Esben Filholm, der er bureauleder hos Feriepartner Jammerbugt.

Midlerne kan både benyttes i forbindelse med etablering af et nyt koncept eller til at videreudvikle et allerede eksisterende projekt. Siden 2018 har Feriepartner Jammerbugt blandt andet støttet Kunst ved Kysten, køb af hjertestarter og Museet Bryggergården, og lokalkontoret ser frem til endnu en gang at gøre en forskel for det nærliggende område:

– Vi er stolte af, at vi kan være med til at udvikle lokalsamfundet og støtte op om de mange gode idéer, som vi hvert år modtager. Det er en stor fornøjelse at kunne give en hjælpende hånd og ikke mindst møde de mange mennesker, som alle har det til fælles, at de ønsker at gøre en forskel for vores lokalområde, lyder det fra Esben Filholm.

Ansøgningerne vedrørende Jammerbugten og omegn ender på bureauet, hvor der tages stilling til, hvilke projekter der skal tildeles midler fra det lokale bureaus støttepulje. Ansøgningsfristen til Feriepartners Oplevelsespulje er den 15. april 2022, og de projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj. Ansøgningsskemaet findes på Feriepartners hjemmeside.