ForsideAndetFolkekirkens Nødhjælp samler ind til klimaløsninger

Folkekirkens Nødhjælp samler ind til klimaløsninger

Klimaforandringerne rammer os alle, men de går særligt ud over verdens fattigste. Derfor har Folkekirkens Nødhjælp i år valgt at dedikere sin indsamling, der falder søndag 10. marts, til klimaforandringerne og deres konsekvenser.

Vi ved det godt. Klimaforandringerne har ramt os, og det bliver kun værre i fremtiden.

Det er let at føle sig magtesløs, når forskerne advarer om de dystre scenarier, vi går i møde. Men vi kan gøre noget for at ruste verden til klimaforandringerne.

Derfor har Folkekirkens Nødhjælp valgt at dedikere årets indsamling til verdens fattigste lande, som er hårdest ramt af klimaforandringerne.

Her er man ikke nær så godt klædt på til det nye klima, som vi er i Danmark. Som indsamler, eller ved at give en donation den 10. marts, kan du være med til at sikre, at de udsatte lande får den rette hjælp.

Connie Hedegaard, tidligere konservativ minister og nu formand for den grønne tænketank Concito, har med egne øjne set, hvordan verdens fattigste dagligt lever med klimaforandringernes konsekvenser.

”Når man står hos en fattig bonde i Etiopien, som fortæller, at klimaforandringerne for ham er forskellen på ét eller to måltider om dagen, så tænker man: ’Hvis ikke vi, som er så privilegerede, skal være med til at løse det her, hvem er det så, vi skal kræve det af?’” siger hun.

Pengene fra årets indsamling bruges blandt andet på at anlægge diger, dæmninger og opsamlingssøer, der kan forhindre oversvømmelser. På træplantning og tørkeresistente afgrøder som quinoa og sukkerrør. Samt på vandingsanlæg og pumper, der kan sikre folk rent drikkevand.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder med klimaløsninger i 19 lande.

Et af dem er Nepal, hvor temperaturstigningerne får isen på Himalaya til at smelte hurtigere og hurtigere. Samtidig er monsunen blevet kortere og kraftigere. Det betyder voldsomme oversvømmelser, der ødelægger fattige småbønders rismarker.

I Nepal har tusindvis af familier allerede måttet forlade deres hjem, fordi landsbyerne er skyllet væk. Blandt dem er 31-årige Rukmani Rana, hendes mand og deres toårige søn.

”Oversvømmelserne tog mere og mere af vores land, og til sidst forsvandt husene under vandmasserne. Flere druknede, og hvis ikke vi var flygtet, var vi også druknet,” siger Rukmani Rana, som sammen med sin familie måtte søge tilflugt inde i skoven.

Folkekirkens Nødhjælp hjælper i Nepal med at omlægge til afgrøder, der bedre kan klare de ekstreme vejrforhold. Samtidig anlægges der vandreservoirer, der kan opsamle monsunregnen og siden fungere som fiskesøer. Søerne sikrer mad året rundt – under både oversvømmelser og tørke.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER