Fokus på nærvær styrker arbejdsmiljø og sænker sygefraværet i Jammerbugt

Morten Klessen (A), Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

For at øge nærværet blandt de ansatte i Sundheds- og Seniorafdelingen i Jammerbugt Kommune er der allerede sat flere tiltag i gang, som også har båret frugt. Resultatet er et bedre arbejdsmiljø og mindre sygefravær. Den tendens ønsker kommunen at fortsætte. Så frem til udgangen af marts 2022 dykker kommunen ned i, hvordan de kan gøre det endnu bedre.

Arbejdet med at øge nærværet blandt medarbejderne går på tværs af Sundheds- og Arbejdsmarkedsafdelingen og Sundheds- og Seniorafdelingen i Jammerbugt Kommune, og projektet er finansieret af midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Projektet har været i gang i knap et år, og resultaterne er gode, de ses blandt andet i et fald på sygefraværet.


I samarbejde med kommunens Jobcenter og HR-afdeling er et af tiltagene en tidlig kontakt med medarbejdere, når de er sygemeldte. En del af dette er et samarbejde med Jammerbugt Kommunes Forebyggelses- og Fastholdelsesteam (FFT) i Jobcentret, som deltager i den første sygefraværssamtale, der holdes efter 15 dages sygdom.

Formålet med det samarbejde er at få etableret en sikker tilbagevenden til arbejde efter længerevarende sygefravær. Undersøgelser har nemlig vist, at det er vigtigt for medarbejdere, der er sygemeldte, at de fastholder en kontakt til deres arbejdsplads i deres sygeperiode.

”De indsatser, vi kan byde ind med via Jobcentrets Forebyggelses- og Fastholdelsesteam er vigtige i forhold til både at forebygge sygdom og fastholde medarbejdere, der er blevet syge. Vi kan se, at en tidlig kontakt til teamet er medvirkende til dette arbejde og det er disse erfaringer vi gerne vil have bredt ud og dermed kan gavne flere”, udtaler Morten Klessen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget.

Et andet tiltag er, at der lokalt i de enkelte medarbejdergrupper bliver arbejdet med at forbedre trivsel og arbejdsmiljø, og med at forebygge sygdom. I det arbejde indgår lederen, arbejdsmiljørepræsentanten og en tillidsrepræsentant. Jammerbugt Kommune tilbyder også alle medarbejdere en sundhedsordning, hvor de kan få individuelle forløb i forhold til fysiske skavanker, forebyggende forløb og meget andet i forhold til fysisk og mental sundhed.

Data skaber grundlag for strategi

Baggrunden for arbejdet med at øge nærværet er en analyse af data vedrørende sygefravær i hjemme- og sygeplejen og på kommunens plejecentre med det mål at udvikling en strategi til at reducere sygefraværet yderligere. Analysen har både det længerevarende sygefravær og færre kortevarende sygefraværsperioder pr. medarbejder som sigte. Det gennemsnitlige sygefravær var i 2019 6,9%, 79 % er af somatiske årsager, 21 % af psykiske årsager. Målet er med udgangen af projektet er en reduktion til 5,0% blandt personalet i de to afdelinger.

Analysen bliver suppleret af kvalitative interviews med alle hjemmepleje-, plejecenter- og sygeplejefaglige ledere, sundhedsambassadører, HR mfl.

”Det har vist sig, at det er givende for alle parter, at vi har fokus på at sikre nærvær på arbejdspladsen. Lederne har taget godt imod projektet og de tiltag, som vi har indført i samarbejde med MED-organisationen, som har været en aktiv medspiller i projektet. Selv om vi allerede har opnået resultater, så fortsætter vi indsatsen for at opnå endnu mere nærvær blandt medarbejderne”, fortæller Ib Nellemann, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Kommunens HR-afdelingen følger projektet tæt med henblik på at kunne udbrede erfaringer til andre områder.

Projekt modtager 1.564.815 kr. af STAR til projektledelse, proceskonsulenter, workshops, køb af sundhedsfaglig supervision og til lokal psykolog.