Første måling: Kommer ambulancerne til tiden?

Ambulancer
Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Den første offentliggjorte måling efter Region Nordjylland og PreMed overtog ambulancekørslen i regionen viser, at den sundhedsprofessionelle hjælp kommer til tiden.

Kørt siden april
De nordjyske ambulancer, akutbiler, paramedicinerbiler og akutlægebiler kommer til tiden. Det viser den første offentliggjorte måling, siden Region Nordjylland i april overtog både ambulancedrift samt det fulde ansvar for at bringe den sundhedsprofessionelle hjælp frem hurtigst muligt.

Det er Regionsrådet, der har besluttet, hvor hurtigt den første sundhedsfaglige bil skal være fremme ved forskellige hændelser. F.eks. skal hjælpen være fremme senest efter 15 minutter ved mindst 90 procent af alle akutte udrykninger.

Og målene bliver holdt ind til videre, fortæller konstitueret formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Per Møller (K).

– Målene skal holde i løbet af et helt driftsår, med de udsving der nu er i løbet af året. Jeg er glad for at se, at det allerede nu ser fornuftigt ud. Det tyder på, at beregningerne holder stik. Det var de beregninger, som blandt andet lå til grund for ambulanceudbuddet, som Region Nordjylland og PreMed vandt i sin tid, siger Per Møller.

Større aktivitet i ambulancetjenesten
Per Møller lægger også vægt på, at målene er blevet overholdt på trods af en kraftig vækst i antallet af hændelser og i antallet af 112-opkald. Samtidig har der været afholdt et stort antal arrangementer i det nordjyske sommerland, hvor aktiviteten generelt også har været høj i samfundet.

Eksempelvis er antallet af de mest akutte kørsler i flere måneder øget med cirka 30 procent i forhold til sidste år. Som modsvar blev regionsrådspolitikerne sidste år enige om blandt andet at styrke akutbilen i Hals, og derudover indsættes der også en døgnbemandet akutbil i Vesthimmerland 1. oktober.

Næstformanden i udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Ole Stavad (S), hæfter sig ved, at der er tale om en periode med ferieafvikling, og at mange medarbejdere har været igennem en stor omstilling med nye arbejdsgivere i form af Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland og den private ambulanceoperatør PreMed.

– Der er et meget dedikeret personale i det nordjyske, som er indstillet på at få tingene til at lykkes. Det kan vi som nordjyder kun være glade for – det betyder ufattelig meget, at den rigtige hjælp kommer på rette tidspunkt, siger Ole Stavad.

Politikerne i udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen vil fremover hver anden måned holde øje med, om målene fortsat bliver overholdt.

Fakta – så hurtigt er første bil fremme
De såkaldte servicemål – hvor hurtigt første bil er fremme – for det præhospitale område blev besluttet af Regionsrådet i marts 2022. Servicemålene måles over et helt driftsår fra april til marts.

Der er forskellige servicemål alt efter typen af kørsler. Herunder vises tallene fra april og frem til 10. august. Tallene dækker de mest akutte kørsler, der er kørsler med blink og horn, og som anvendes ved akut og livstruende sygdom eller tilskadekomst og ved trussel på førligheden.

Første bil fremme efter 10 minutter: Målet er 67 procent. Den aktuelle procentdel er 66 procent.
Første bil fremme efter 15 minutter: Målet er 90 procent. Den aktuelle procentdel er 90,2 procent.
Første bil fremme efter 20 minutter: Målet er 97 procent. Den aktuelle procentdel er 97,9 procent.