Følg et SPOR i efterårsferien

Print Friendly, PDF & Email

Bladenes farver vidner om, at uge 42 står for døren og selvom corona fortsat er del af hverdagen, behøver efterårsferien ikke at være kedelig. Prøv for eksempel en vandretur på en af de 200 spor-ruter i den danske natur.

I naturen er der både frisk luft og god plads med mulighed for at holde den fornødne corona-afstand. Dermed er en vandretur en både hyggelig og sikker aktivitet. Det kan for eksempel ske på en af de 200 vandrestier over hele landet, som er del af SPOR-netværket.


Rasmus Stampe Emborg, projektleder på SPOR, opfordrer til, at man går på opdagelse i den lokale natur. Hvad enten man er hjemme eller i sommerhus: 

”SPOR er jo muligheden for at komme ud i landskabet de steder, som normalt ikke er så nemme at tilgå – nemlig på den private jord. Man skal gå ind på hjemmesiden spor.dk og finde ud af, om der måske er en lokal vandresti i nærheden, som man ikke kender.”

Der er mere end 200 spor fordelt på knap 1300 km i Danmark, og det er primært lodsejere, heriblandt mange landmænd, der lægger jord til vandrestierne.

”Stierne går igennem forskellige kultur- og naturlandskaber for eksempel skove og græsenge, men fælles for de fleste ture er, at man går langs nogen marker og på den måde oplever landbrugsnaturen. Det handler jo om at komme ud og finde de små perler, der gemmer sig på de forskellige ruter”, siger Rasmus Stampe Emborg.

Alle kan være med

På hjemmesiden kan man finde ruter og læse mere om, hvad man kan opleve på de forskellige spor, og ifølge Rasmus Stampe Emborg er der ingen undskyldning for ikke at tage af sted:

”Vi har ”åbent” hele året, og efteråret er jo på mange måder en af de flotteste årstider, så lige nu er det oplagt at komme afsted. De fleste af vores stier tager cirka en times tid, selvom der både er længere og kortere ruter, og så kan man jo tage af sted, når man har lyst – både hverdage og weekender. Det er for alle, der gerne vil ud og have en mundfuld frisk luft og opleve noget natur”, siger Rasmus Stampe Emborg, og fortsætter:

”Til alle vores stier findes en folder, hvori man kan læse om noget af det, man går forbi på turen. Man kan derfor lære noget på sin gåtur. Nogen steder vil det handle om, hvad der står på marken, mens det andre steder vil handle om træerne eller fuglelivet i skoven.”

Ved ruternes startpunkter kan man snuppe en fysisk folder med kort over ruten, og er man mere til det digitale, kan man bruge SPOR’s hjemmeside og ved hjælp af GPS følge med i, hvor langt man er nået.

SPOR i Landskabet har eksisteret siden 1997 og alle stierne er etableret gennem frivillige aftaler med lokale lodsejere. Stierne bliver passet af lokale ildsjæle der er SPORs ”øre og øjne” og hjælper med de praktiske elementer omkring driften af en sti. Projektet SPOR er et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Kommunernes Landsforening, Landdistrikternes Fællesråd og Danmarks Jægerforbund. SPOR er støttet af Nordea-fonden og Miljøministeriet, og Landbrug 
& Fødevarer.