ForsideAabybroFødevarestyrelsen starter aflivning af COVID-19 smittede minkbesætninger

Fødevarestyrelsen starter aflivning af COVID-19 smittede minkbesætninger

Onsdag afliver Fødevarestyrelsen de første af en række COVID-19 smittede minkbesætninger samt besætninger, som ligger inden for en zone af 7,8 km. fra en smittet farm. 

På trods af en række forebyggende tiltag, er der på kort tid sket en stor stigning i antallet af minkbesætninger i Nordjylland, som enten er smittede med COVID-19, eller som er under mistanke herom.


For at minimere risikoen for yderligere smitte har regeringen besluttet, at alle de minkbesætninger, som testes positive for COVID-19 og de minkfarme, som ligger inden for en zone af 7,8 km. fra en smittet farm, skal slås ned.

Onsdag starter Fødevarestyrelsen aflivningen af de første mink på en farm i Gjøl i Nordjylland. Inden aflivningen kan gå i gang skal myndighederne først vurdere, hvor meget dyrene på farmen er værd, og den kompensation som minkavleren skal have udbetalt. 

“Det er en stor logistikopgave, som skal i gang, ikke bare på den enkelte farm, men også i forhold til at få planlagt rækkefølgen for de mere end 100 minkfarme, som lige nu står til at skulle have aflivet deres dyr,” forklarer veterinærchef, Flemming Kure Marker fra Fødevarestyrelsen i Nordjylland.

Ifølge Fødevarestyrelsen kan aflivningen af de mange dyr komme til at tage måneder.

Dags dato den 5. oktober er 48 minkbesætninger smittet med COVID-19. 

25 minkbesætninger er under mistanke for at være smittet.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER