ForsideFjerritslevFodboldskole i Trekroner er en god start på sommerferien

Fodboldskole i Trekroner er en god start på sommerferien

Fodboldskole i Trekroner er en god start på sommerferien

Traditionelt har der også i år været fodboldskole den første uge af børnenes sommerferie i Trekroner. I år startede op mod et halvt hundrede børn deres sommerferie med sjov, leg, træning og forskellige konkurrencer på TIF98’s baner i Trekroner.

Fodboldskolen tilbydes i tre varianter: micro-skole, som er en enkelt dag for de 0-3-årige; mini-skole, for de 4-7-årige; og maxi-skole, for de 8-15-årige.

“Vi vil skabe nogle gode dage for børnene, hvor vi træner, spiller kampe og laver konkurrencer mod hinanden. For os handler det om at give børnene en god oplevelse og starte sommerferien på en god måde”, fortæller Mathias Toft, der er engageret som frivillig instruktør og koordinator for fodboldskolen i Trekroner.

Fra deltager til instruktør: Mathias Toft deler ud af sin fodboldviden til de næste generationer i pauser og på træningsbanen. Foto: Jammerbugtposten.dk

25-årige Mathias Toft er født og opvokset i Bejstrup og har selv været deltager på fodboldskolen i alle sine drengeår. Da aldersgrænsen blev nået for deltagelse, blev han i stedet instruktør, og det har han været lige siden. Mathias studerer og bor i Aalborg, men i dagene, hvor der afholdes fodboldskole i Trekroner, er hans gamle drengeværelse hos forældrene igen indtaget.

“Mange af os instruktører har selv været deltagere på fodboldskolen for år tilbage. Det har også i år været nemt at finde frivillige til at hjælpe med at planlægge og afholde fodboldskolen. Der er nærmest venteliste for at blive instruktør, men det er dejligt, at så mange af os lidt ældre gerne vil være med til at give de samme gode oplevelser videre, som vi selv har fået som børn”, fortæller Mathias og fortsætter:

“I år spiser vi i cafeteriet, og halinspektøren laver maden. Forældre og lokale virksomheder har hjulpet ved at sponsorere kød og meget andet, hvilket gør, at vi kan holde deltagerbetalingen lidt nede og stadigvæk give deltagerne fodboldtrøje, shorts, strømper, drikkedunk og en fodbold med hjem”.

Gode oplevelser: Anders Krogsgaard Johansson og Allemient Joasma nyder endnu et år på fodboldskolen Foto: Jammerbugtposten.dk

Anders og Allemient: Det er fedt at være på fodboldskole i Trekroner

9-årige Anders Krogsgaard Johansson, der skal starte i 3. klasse på Trekronerskolen efter sommerferien, og 14-årige Allemient Joasma, der starter i 9. klasse på Fjerritslev Skole efter sommerferien, har begge deltaget på fodboldskolen i Trekroner flere gange, og i år er de naturligvis også med.

“Det fedeste er, at man kan vinde præmier, hvis man vinder nogle af konkurrencerne og er god til at gøre, som trænerne siger”, fortæller Anders. Han bakkes op af Allemient, der fremhæver, “at det er sjovt at blive udfordret i forskellige konkurrencer, og at kampen mod instruktørerne er særlig spændende. Derudover er det også sjovt at få præmier for at klare sig godt og være en god kammerat på årets fodboldskole”.

Fodboldskolen i Trekroner afsluttes med en CUP-turnering, kåringer i forskellige kategorier og den traditionsrige vandkamp.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER