Flyvende AB gæster friske Jammerbugt FC Lørdag | kampstart kl. 14.00

Cheftræner Bo Zinck FOTO: Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Efter udsættelse af seneste hjemmekamp mod Middelfart grundet det voldsomme vejr, håber vi på et brag af en kamp den kommende weekend, hvor Jammerbugt FC angrebet forhåbentlig lyner på Sparekassen Vendsyssel Arena mod AB.

Den traditionsrige Gladsaxe klub kommer til Nordjylland med 6 point og en rigtig fornuftig sæsonstart, hvor det i premieren blev til en sejr ude over FC Sydvest, efterfulgt af endnu en sejr hjemme over 1. divisionsnedrykkerne fra Thisted FC. Ind imellem disse kampe hentede AB ligeledes en pokalsejr over FC Helsingør.

Jammerbugt FC har også vist gode takter i den indledende fase med premiere point i Ringkøbing og en flot pokalfight, trods en snæver sejr til favoritterne fra Viborg. Med udsættelsen af 2. rundekampen mod Middelfart har benene nu fået et ufrivilligt, men velfortjent, hvil ovenpå en travl sæsonstart, og forhåbentlig kan de blåblusede gå ind til denne svære 3. runde kamp med fornyet energi og friske kræfter.

– Det var frustrerende og et antiklimaks. Vi havde bygget op til kampen mod Middelfart hele ugen og stod klar til at spille. Så det mangler vi en afslutning på fodboldmæssigt, men samtidig var det også det bedste og mest sikre at gøre, og det kommer i første række, forklarer Bo Zinck forud for sidste træning inden lørdagens møde med AB.

Udover de blåblusede nu har en kamp til gode, har sidste weekends aflysning også haft indflydelse på forberedelserne til AB kampen.

– Det har betydet, at vi har kunne træne hårdere mandag og bedre tirsdag i forhold til belastning osv., fortæller cheftræneren, der ser frem til at skulle løse den store opgave AB bringer til Sparekassen Vendsyssel Arena.

– Det er ikke så længe siden vi sidst mødte AB, men det er et hold, som har skiftet på mange pladser og fået nye træner. De er kommet flyvende fra start med tre sejre fra tre kampe, så der venter os en stor mundfuld på hjemmebane mod et ungt, ambitiøst og teknisk stærkt godt spillende mandskab. Det bliver en stor opgave for os, men vi glæder os helt vildt til at møde dem. Det er en spændende opgave, som vi skal løse lørdag.

Der er kick off på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 17. august kl. 14.00. Vi glæder os til at byde til et brag af en kamp, og ikke bare et brag denne gang.

Lad os stå skulder ved skulder, når den blå bølge ruller.