Flere tidlige hjemkørsler fra folkeskolerne i Jammerbugt – koster kommunen 0,82 mio. kr. årligt
Godkendelse af flere tidlige hjemkørsler fra folkeskolerne i forlængelse af Folkeskolens Kvalitetsprogram, er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 19. marts 2025.
Godkendelse af, at der i NT’s køreplan 2025-2026 indarbejdes mulighed for flere tidlige hjemkørsler fra folkeskolerne end de tre kørsler om ugen, der efter Kommunalbestyrelsens beslutning er gældende maksimum.
Sagsbeskrivelse
Med Folkeskolens Kvalitetsprogram afkortes skoledagen fra skoleåret 2025/2026 med samlet 320 timer årligt, fordelt med 80 timer pr. årgang for 0.-3. klassetrin. Endvidere har skolerne mulighed for yderligere afkortning af skoledagen for alle klassetrin. Eleverne i indskolingen vil have mulighed for at være tilsvarende længere i SFO. Men for de elever, der ikke benytter sig af SFO-tilbud samt elever på øvrige klassetrin vil der være behov for flere tidlige hjemkørsler og dermed flere busture og forøgede udgifter til busdrift for kommunen. Ved tidlig hjemkørsel forstås den første hjemkørsel efter skoletid om eftermiddagen.
I forbindelse med en tidligere lovændring, der gav mulighed for afkortning af skoledagen i indskolingen, vedtog Kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. marts 2019, at skolerne højst kan have tre tidlige hjemkørsler om ugen. De enkelte skoler har gjort brug af dette i forskelligt omgang, og NT har indarbejdet de konkrete ønsker og behov i hver enkelt køreplan i samarbejde med Kørselskontoret.
Kørselskontoret har været i dialog med skolerne med henblik på at afdække deres behov for tidlig hjemkørsel til næste skoleår. Skolernes tilbagemeldinger skal tages med det forbehold, at skolerne ikke har påbegyndt skemalægningen for næste skoleår, og der er derfor taget udgangspunkt i et minimumsbehov for ekstra hjemkørsler. Mulighederne for fremrykning af senere busafgange er vurderet. Mange steder er det dog ikke en mulighed. Dels er der ikke tale om at skoledagene generelt afkortes på alle klassetrin, og samtidig er der også andre brugere af bussen end skoleeleverne, herunder elever på ungdomsuddannelser, der fortsat har behov for sene hjemkørsler.
NT har på den baggrund estimeret udgifterne til at imødekomme skolernes behov. NT tager forbehold for, at NT ikke har haft tid til at detailplanlægge merkørslen, herunder at undersøge, om det rent praktisk er muligt at efterkomme ønskerne. NTs forbehold skal også ses i lyset af, at skoleskemaerne ikke er på plads endnu.
Tidsplan
Teknik- og Miljøudvalget: 10. marts 2025
Børne- og Familieudvalget: 10. marts 2025
Økonomiudvalget: 19. marts 2025
Kommunalbestyrelsen: 27. marts 2025
Retsgrundlag
Folkeskoleloven.
Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen.
Budgetmæssige konsekvenser
NT estimerer på det foreliggende grundlag, at merudgiften til yderligere tidlige hjemkørsler er 0,82 mio. kr. for et skoleår. Det påvirker udgifterne til busdrift med estimeret 0,37 mio. kr. i 2025 og estimeret til 0,82 mio. kr. i helårsvirkning fra 2026 og fremover.
Merudgiften til befordring kan finansieres af den økonomiske effekt af afkortning af skoledagen inden for folkeskoleområdet. Det vil således være muligt at overflytte beløb fra folkeskoleområdet til Vækst- og Udviklingsforvaltningen til finansiering af merudgiften til befordring for resten af 2025 og frem. Når overblik over de faktiske udgifter for indeværende år og helårsvirkningen er endelig kendt foretages budgetomplacering i forbindelse med Budgetopfølgning 3-2025
Høring/borger- og brugerinddragelse
Ikke relevant.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen og Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Familieudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen godkender
at NTs køreplaner for 2025-2026 muliggør op til fem tidlige hjemkørsler om ugen, tilpasset den enkelte skoles faktiske behov, og
at merudgiften i 2025 og frem finansieres af folkeskoleområdet ved en omplacering fra politikområde 2 Undervisning og fritid til politikområde 10 Infrastruktur.
Beslutning fra Teknik og Miljøudvalget, den 10. marts 2025, punkt 31:
Anbefales godkendt.
Beslutning fra Børne- og Familieudvalg, den 10. marts 2025, punkt 20:
Anbefales godkendt.