ForsideJammerbugtDEBAT: Folkeskolen skal igen give alle børn en fair chance

DEBAT: Folkeskolen skal igen give alle børn en fair chance

Af Theresa Berg Andersen og Christina Lykke, valgt for SF i Nordjylland

Folkeskolen skal igen give alle børn en fair chance

Nu får børnene endelig en regering, der sætter dem højere på dagsordenen.

Efter mange år, hvor skolerne har været presset på både trivsel, faglighed og ressourcer, investerer vi nu igen i en stærkere folkeskole med mere støtte til børnene og bedre muligheder for ro og læring i hverdagen.

Og det kommer børn og familier til at kunne mærke i hele Nordjylland — både på skoler med store sociale udfordringer og på skoler, hvor flere forældre i stigende grad har valgt folkeskolen fra, fordi mange har oplevet problemer med uro, mistrivsel og faldende faglighed uden tilstrækkelige ressourcer til at løse dem.

I blandt andet Vesthimmerland, Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt består hver sjette eller syvende elev ikke både dansk og matematik ved folkeskolens afgangseksamen. Og i alle kommuner er der skoler, som hver dag løfter en stor opgave for børn, der har brug for ekstra støtte for at kunne trives og følge med fagligt.

Mange af de børn vokser op i familier med økonomiske eller sociale udfordringer. De fleste har hverken diagnoser eller behov for specialundervisning, men familiens situation kan alligevel sætte sig spor i både læring, trivsel og mulighederne for at få en god skolegang.

Nu sætter vores nye regeringen folkeskolen i forreste række med blandt andet ekstra hjælp til de skoler, hvor behovet er størst, samtidig med at vi løfter folkeskolen bredt, så den igen bliver det naturlige samlingspunkt for alle typer familier på tværs af baggrund og postnummer.

For vi tror på, at børn lærer og trives bedst i skoler med stærke fællesskaber, tryghed og voksne, der har tid til at hjælpe dem videre. Og vi tror på værdien i, at børn møder hinanden på tværs af forskellige livsvilkår og vokser op med forståelse for andre menneskers hverdag.

En stærk folkeskole giver ikke kun flere børn bedre muligheder i livet. Den styrker også fællesskabet og sammenhængskraften i hele vores samfund.

1 KOMMENTAR

  1. Det lyder jo næsten, som om folkeskolens problemer er løst med et pennestrøg.

    Theresa Berg Andersen og Christina Lykke, begge valgt for SF i Nordjylland, skriver, at børnene nu endelig får en regering, der sætter dem højere på dagsordenen, og at familierne vil kunne mærke et løft af folkeskolen i hele Nordjylland.

    Det er en meget pæn fortælling.

    Her i Jammerbugt Kommune står vi imidlertid foran mulige millionbesparelser på skoleområdet. Besparelser, som risikerer at kunne mærkes helt ude i klasselokalerne — hos eleverne, lærerne og familierne.

    Så mens Theresa Berg Andersen og Christina Lykke fortæller om løft, flere voksne og bedre muligheder, sidder vi lokalt med regnearket og skal finde besparelser.

    Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

    Man kan ikke både love en stærkere folkeskole og samtidig overlade kommunerne til selv at finde millionbesparelser på området. Det svarer lidt til at love en bedre middag og derefter fjerne halvdelen af råvarerne fra køkkenet.

    I Danmarksdemokraterne vil vi gerne være med til at styrke folkeskolen. Men så skal pengene følge med helt ud i kommunerne og helt ind i klasselokalet.

    Folkeskolen har ikke brug for flere flotte ord. Den har brug for lærere og pædagoger med tid til børnene, mere ro i undervisningen og reel hjælp til de elever, der har brug for det.

    Og i Jammerbugt skal vi samtidig passe på de mindre skoler og lokalsamfund. En skole er ikke bare en post i et regneark. Den er ofte selve omdrejningspunktet i et lokalsamfund.

    SF er nu en del af regeringen. Derfor må Theresa Berg Andersen og Christina Lykke også være klar til at svare på det enkle spørgsmål:

    Hvordan hænger løfterne om en stærkere folkeskole sammen med de mulige millionbesparelser, vi lokalt står overfor?

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER