ForsideJammerbugtJanne Altenburg: Flere demenspladser, tak!

Janne Altenburg: Flere demenspladser, tak!

Af Janne Altenburg, Danmarksdemokraterne Jammerbugt 

Flere demenspladser, tak!

I dag har samfundets udvikling og videnskaben bevirket, at vi bliver sundere og ældre. Det giver os mulighed for at kunne nyde livet længere i god fysisk stand. Det betyder samtidig, at færre med somatiske (fysiske eller kropslige) lidelser har brug for en plads på plejehjem/plejecenter, hvilket resulterer i flere ledige pladser.

Afledt af den stigende levealder ser vi samtidig en stigning i antallet af borgere, der diagnosticeres med demens. Demens er en samlet betegnelse for en række tilstande og sygdomme, der medfører vedvarende svækkelse af hjernens mentale funktioner.

De demensramte borgere får, som borgere med somatiske lidelser, med tiden ofte behov for fysisk hjælp. Men derudover får de også behov for psykisk omsorg, når hjernen ikke ser virkeligheden på samme måde som før.

Plejehjem/plejecentre med demensafsnit imødekommer demensramte borgeres øgede behov for flere ressourcer, men er også mere omkostningstunge.

Faldet i behovet for somatiske pladser og stigningen i behovet for demenspladser resulterer i dag i, at kommunen forsøger at få demensramte borgere ind på de ledige somatiske pladser med begrundelser som: ”Borgeren er kun lidt dement”. Problemet er, at bevillingerne ikke følger med, og dermed er ressourcerne ikke til stede til at kunne hjælpe borgerne, som de har behov for.

Det er en udvikling, der bekymrer mine SOSU-kollegaer og mig selv rigtig meget. Vi kommer til at stå i situationer, vi hverken er bemandet eller klædt på til. Det kan føre til et stresset og dårligt arbejdsmiljø og mindst lige så vigtigt en demensramt borger, hvis behov ikke mødes. Ofte ser vi, at det at have demensramte borgere på somatiske pladser giver dårlig stemning blandt beboerne, da disse borgere kan handle uforklarligt og til tider direkte aggressivt i samværet med andre.

Så for at opsummere giver det faldende behov for somatiske pladser og det øgede behov for demenspladser grundlag for, at Jammerbugt Kommune får set på fremtidens behov og får ombygget somatiske pladser til demensafsnit. Med denne omstilling skal der følge øgede bevillinger og efteruddannelse af personale, så vi bliver rustet til at varetage vores samfundsopgave.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER