ForsideAabybroSkal Rolighedsvej i Aabybro have flere tæt-lav boliger?

Skal Rolighedsvej i Aabybro have flere tæt-lav boliger?

Skal Rolighedsvej i Aabybro have flere tæt-lav boliger?

Godkendelse af, at forslag til Lokalplan 27-045 for et tæt-lav boligområde på Rolighedsvej i Aabybro sendes i offentlig høring i 8 uger, er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 1. september 2025.

Sagsbeskrivelse
Lokalplanen er udarbejdet for at sikre et fortsat attraktivt udbud af byggegrunde i Aabybro og for at understøtte en kontrolleret og velplanlagt byudvikling. Planen fastlægger rammerne for en hensigtsmæssig anvendelse af området og sikrer, at ny bebyggelse indpasses i de eksisterende omgivelser på en harmonisk måde.

Lokalplanområdet er beliggende i den vestlige del af Aabybro, tæt på centrum. Halvdelen af området er bebygget med 6 tæt-lav boliger og den anden halvdel er bebygget med en åben-lav bolig, der påtænkes nedrevet i forbindelse med lokalplanens realisering. Området er i dag ikke omfattet af en lokalplan. Hele området er beliggende i byzone og vil fortsat være byzone ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Det samlede lokalplanområde omfatter matriklerne 46t, 46r og 46q, med en samlet arealstørrelse på 2.830 m².

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til ti boliger som tæt-lav bebyggelse (række-, kæde- eller dobbelthuse) indenfor lokalplanområdet. Der er allerede opført 6 tæt-lav boliger, så der kan opføres yderligere 4. For at sikre arkitektonisk sammenhæng med det omkringliggende område fastsættes der retningslinjer for bebyggelsens udformning, placering og valg af materialer.

Miljøvurdering af planer og programmer
“Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM)” opstiller kriterier for, hvilke planer og programmer, der kræver udarbejdelse af en miljøvurdering. Lokalplanen er omfattet af lovens § 8, stk. 1.

Jammerbugt Kommune har foretaget en screening af lokalplanen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 3. Kommunen har herefter vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af kravet om at udarbejde en miljøvurdering, da planen ikke må antages at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. § 8, stk. 2 og § 10. Screeningen er vedlagt som bilag.

Der er ved afgørelsen om ikke at udarbejde miljøvurdering lagt vægt på,

  • at der foretages en naturlig bebyggelsesmæssig videreudvikling af Aabybro i tilknytning til eksisterende bebyggelse.
  • at påvirkningen af grønne områder, beplantning, dyre- og planteliv, biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelsesinteresser, i forbindelse med anlægsarbejdet er lokal og kortvarig, og vurderes ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet,
  • at de arkæologiske interesser varetages i henhold til Museumslovens bestemmelser.

Samlet set vurderes det, at påvirkningerne ikke vil have et væsentligt mærkbart omfang inden for og udenfor lokalplanområdet, og at aktiviteten derfor ikke vil påvirke mennesker, dyr, natur eller landskab i området væsentligt.

Tidsplan: Forventet tidsplan for godkendelse af Lokalplan 27-045

Forslag
Teknik- og Miljøudvalget 1. september 2025
Økonomiudvalget 10. september 2025
Kommunalbestyrelsen 18. september 2025

Forslag til Lokalplan 27-045 udsendes umiddelbart herefter i 8 ugers høring.

Endelig vedtagelse
Teknik- og Miljøudvalget 1. december 2025
Økonomiudvalget 10. december 2025
Kommunalbestyrelsen 18. december 2025

Den endelige vedtagelse af lokalplanen offentliggøres umiddelbart herefter. 

Retsgrundlag
Planloven (Bekendtgørelse af lov om planlægning).
Miljøvurderingsloven (Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)).

Høring/borger- og brugerinddragelse
Planforslaget skal udsendes i høring i 8 uger.

Afgørelsen om at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages til Planklagenævnet.

Indstilling: Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen godkender

at Forslag til Lokalplan 27-045 sendes i offentlig høring i 8 uger, og
at udsende afgørelsen om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering med 4 ugers klagefrist.

Bilag
Lokalplankort
Lokalplanforslag og screening for miljøvurdering

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER