Nordjyderne strømmer til genbrugspladsen
Affaldsselskabet Nordværks genbrugspladser tog i 2025 imod næsten 2 millioner besøg
Nordjyderne brugte i stor stil genbrugspladserne i 2025, viser en ny opgørelse fra regionens største affaldsselskab, Nordværk.
Nordværk driver 31 genbrugspladser i kommunerne Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Rebild. I 2025 registrerede automatiske nummerpladescannere knap 2 millioner besøg på selskabets genbrugspladser. Det svarer til, at borgerne i de fem kommuner i gennemsnit har besøgt genbrugspladsen godt seks gange i løbet af året.
– Det er en stigning på 8 procent sammenlignet med 2024. Vi er rigtig glade for, at nordjyderne er gode til at benytte vores pladser. På den måde får vi nemlig en masse affald ind, som vi kan genbruge, genanvende eller energiudnytte, siger genbrugspladschef i Nordværk, Thomas Thomsen.
300.000 på én enkelt plads
Genbrugspladsen Over Bækken i Aalborg var med knap 300.000 besøg Nordværks mest benyttede genbrugsplads i 2025. Den er efterfulgt af genbrugspladsen Sundsholmen i Nørresundby med mere end 192.000 besøg og genbrugsplads Hjørring Øst med 123.000 besøg.
Selvom stort set alle Nordværks pladser sidste år oplevede en stigning i antal besøg, så er det særligt Aalborg Kommune, der trækker udviklingen op:
– Pladserne i Nibe og Storvorde er antallet af besøg vokset med op til 30 procent. Det kan der være flere forklaringer på, men vi har en klar formodning om, at bytteområderne på de to pladser, hvor man kan give genbrug videre og tage noget med hjem, er med til at tiltrække flere besøgende, siger han.

