Fjerritslev gymnasium fremtidssikret
Regeringen sætter nu ind for at redde de gymnasier i Danmark, der får sværere og sværere ved at tiltrække elever nok. Det skyldes bl.a. mindre ungdomsårgange og rammer især mindre, lokale gymnasier, det oplyser Venstre fra Christiansborg i en pressemeddelelse.
For regeringen er det vigtigt, at de unge har gode og spændende uddannelsestilbud, som ikke ligger for langt fra, hvor de bor. I dag er der allerede mange, der har langt til skole, og det bliver ikke bedre, hvis flere gymnasier må lukke.
Derfor har det været en vigtig prioritet i det nye udspil at sikre et større elevgrundlag til gymnasierne, fortæller Venstres uddannelsesordfører Anni Matthiesen:
”Hvis vi ikke gør noget, så kommer vi ikke udenom, at en lang række gymnasier udenfor de større byer i fremtiden vil lukke, fordi elevgrundlaget vil blive for småt. Det vil vi undgå! For Venstre er det helt afgørende, at der også i fremtiden vil være gymnasietilbud uden for de større byer. Derfor er jeg meget glad for, at vi med vores udspil til reform af ungdomsuddannelserne redder 11 gymnasier, der ellers ville være i stor fare for at dreje nøglen om og lukke”, siger hun.
En fremskrivning viser nemlig, at 11 gymnasier spredt landet over i 2035 kommer til at have et elevgrundlag på færre en 56 elever. Det drejer sig om i gymnasierne i Bjerringbro, Fjerritslev, Faaborg, Grenaa, Høng, Lemvig, Maribo, Nakskov, Nykøbing Mors, Skjern/Tarm og Struer.
Ved at oprette en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, epx, og i yderområderne placere den på samme sted, som det almene gymnasium, stx, sikrer vi, at der bliver elever nok.
”Jeg tror, at vi må acceptere, at det i mindre byer ikke vil være muligt at holde liv i flere mindre uddannelsesinstitutioner, der konkurrerer hinanden ihjel, og derfor mener jeg, at det er nødvendigt at samle eleverne for at skabe bæredygtige institutioner”.
”Ved at oprette en epx-uddannelse sikrer vi, at der i fremtiden vil være langt flere elever, der kan gå på uddannelsesinstitutionen, og dermed vil det stadig være muligt at udbyde både STX og etx-uddannelsen, og det er rigtig godt, for vi ved, at uddannelsesmuligheder betyder meget for de enkelte lokalområder udenfor de større byer. Den slags er kernestof for os i Venstre, at vi sikrer et Danmark i bedre balance, og det mener jeg, at vi gør med dette udspil, og derfor er jeg meget glad for udspillet”, siger Anni Matthiesen.