Fjerritslev Dyrskue: En fest for by og land
Endnu engang kan dyrskueudvalget for Fjerritslev Dyrskue invitere alle til skue mellem de store bøgetræer midt i byen. I 2025 finder skuet sted den 10. maj og naturligivs på dyrskuepladsen midt i Fjerritslev.
“Dyrskuet bæres af et væld af frivillige ildsjæle og et engageret dyrskueudvalg, som alle gør en stor indsats for at samle trådene og sikre, at der kommer masser af dyr til selve skuet, mange udstillere, god bespisning og et program med varieret underholdning, der både tiltaler børn og voksne samt formår at samle land og by,” fortæller formanden for dyrskueudvalget, Jørgen Vigsø, og fortsætter:
“Fjerritslev Dyrskue kan igen melde alt udsolgt af udstillingsstande, og tilmeldingerne af dyr til skuet er også rigtig gode i år. Der er med andre ord masser at se og opleve for de mange gæster, der vælger at lægge vejen forbi dyrskuepladsen i løbet af dagen.”
Dyrskuepladsen i Fjerritslev ejes af Agillix og dermed de lokale landmænd, som er medlemmer. Pladsen bruges én gang om året, når foreningen inviterer til Fjerritslev Dyrskue. Resten af året stilles pladsen til rådighed til forskellige formål for byens borgere og øvrige foreninger. I år er selve dyrskuepladsen blevet lidt mindre grundet tilbygning mm hos Jammerbugt Idrætscenter, men til gengæld er noget af centeret taget i brug for udstillere og til bespisning.
“I år har vi – som tidligere år – kommunens borgmester, Mogens Gade, til at byde velkommen og åbne Fjerritslev Dyrskue. En opgave, han trofast har påtaget sig gennem sine mange år som borgmester – det skal han have stor tak for. Han har jo meddelt, at han ikke genopstiller som borgmester ved næste kommunalvalg, så det bliver spændende at se, hvem der får æren af at åbne Fjerritslev Dyrskue næste år,” slutter Jørgen Vigsø med et skævt smil.