Fjerritslev – bilist var påvirket af kokain og amfetamin

Foto: Niclas Jessen
Print Friendly, PDF & Email

Betjente fra Nordjyllands Politi standsede en bilist til kontrol på Aggersundvej i Fjerritslev fredag den 23. juli om aftenen. Kontrollen var en del af betjentenes rutine, hvor man havde til hensigt at undersøge, om bilisten overholdte færdselsloven.

Men desværre viste det sig, at bilisten var påvirket af narkotika. En narkometertest gav nemlig udslag for, at bilisten – en 22-årig mand – tilsyneladende havde indtaget både kokain og amfetamin forud for kørslen. Der var således tale om en overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54 – altså påvirket kørsel – idet der er en nulgrænse for at være påvirket af narkotika under kørslen.

Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel, hvorefter man kørte ham til skadestuen for at få udtaget en blodprøve. Resultatet af blodprøven er bevismateriale i sagen.

Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp

Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.
Læs mere på politi.dk