Fire åbne kommuneplans-caféer åbner på rådhusene i Jammerbugt
Jammerbugt Kommune sender nu Kommuneplan’25 i høring. Vil man gerne blive klogere eller kommentere på den fremtidige fysiske udvikling af kommunen, er der hjælp at hente på fire åbne kommuneplans-caféer på rådhusene efter sommerferien.
I Kommuneplanen findes et overblik over den fysiske udvikling i by og på land de kommende år. Kommuneplan’25 for Jammerbugt Kommune er en delvis revision af den eksisterende kommuneplan fra 2021 med fokus på fire temaer: Rammeområder til byudvikling, strategisk planlægning for landsbyer og midtbyer samt grundstørrelser for tæt-lav boligbebyggelse. Planlægningen for vedvarende energianlæg og det åbne land er udskudt til selvstændig behandling i en såkaldt temarevision næste år.
Vil man gerne være på forkant med udviklingen i Jammerbugt Kommune er det værd at tage et kig i Kommuneplan ’25, som nu netop er sendt i høring, eller måske blot oversigten over ændringer. I ændringskataloget kan man for hvert enkelt lokalområde se aktuelle ændringer i rammeområder til for eksempel boliger, erhverv eller rekreation. Måske har man en kommentar, som det er oplagt at indsende i den igangværende høring som varer indtil 24. september 2025.
Adgangen til den reviderede kommuneplan, ændringskataloget og den tilhørende miljørapport findes på Jammerbugt Kommunes hjemmeside. Vil man gerne have guidning eller en mere detaljeret forklaring på specifikke tiltag i lokalområdet, holder Jammerbugt Kommune åben kommuneplans-café på alle kommunens fire rådhuse i løbet af august. Formiddag og eftermiddag torsdag d. 14 og d. 21. august er der således hjælp at hente i henholdsvis Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro. I kommuneplans-caféen sidder kommunens fagfolk også klar med hjælp til at formulere og indsende høringssvar.